Ny afmærkning for cyklister i Strandparken
DSC_0312.jpg
Der er nu en kraftig opfordring til grupper af motionscyklister om at bruge en anden rute end den vestlige sti gennem Strandparken
HELE OMRÅDET. Der bør opstå færre konflikter på stien langs Strandparken, efter nationale og internationale cykelruter er blevet omlagt

På Strandparkens 10 km mellem Brøndby Havn og Hundige Strandvej findes Danmarks største koncentration af cykelruter, idet der er 2 EuroVelo ruter (EV 7 og 10) og 3 nationale ruter (N 4,6 og 9).

Desuden krydser flere regionale cykelruter området (R 65, 67 og 69), ligesom Vestegnsruten og Fjernvandrevej E6 rammer Strandparken. Derudover bruger mange lokale området til stille og rolige gåture. Samlet set har det givet trængsel og konflikter mellem hurtigtkørende cyklister og gående. Tidligere var der opsat skilte, der opfordrede brugere til at vise hensyn til hinanden, men i foråret blev der fundet en anden løsning.

Strandparken I/S, der ejer og administrerer det rekreative område, besluttede derfor at flytte de europæiske og nationale cykelruter fra stien langs boligerne over til landtangen øst for søerne. Her er cykelturisterne også tættere på stranden og har mulighed for at stoppe ved caféer undervejs. Hurtigkørende cyklister er blevet flyttet op til supercykelstien langs Gl. Køge Landevej.

Fredag den 9. oktober klokken 15 vil der blive et uformelt træf for cyklister ved Strandcaféen i Brøndby, Svingelstien 30. Her kan man møde Jens Erik Larsen fra Foreningen Frie Fugle, som har været konsulent på omlægningen af ruterne, og høre mere om projektet.

Strandparken byder på lidt at drikke. Tilmelding er nødvendig senest onsdag den 7. oktober på Laupe@ishoj.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top