Kolossalt kollaps: Tabte topopgør med 5-0
2020-10-11_at_15-52-04_Fujifilm_X-T4_DSCF7855x.jpg

Foto: Robert Hendel

Agnete Nielsen og resten af Brøndby-mandskabet fandt aldrig rytmen i topopgøret mod HB Køge, som de blå-gule tabte med 5-0. Foto: Robert Hendel
SPORT. Der var ikke meget, der lykkedes, da Brøndbys bedste fodboldkvinder besøgte HB Køge, der ikke udviste nogen form for gæstfrihed. Hjemmeholdet sendte de blå-gule fodboldkvinder hjem med en øretæve på 5-0

Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt, lyder Murphys første lov.

Den beskriver perfekt, hvad der ramte Brøndbys fodboldkvinder, da de søndag eftermiddag besøgte Capelli Sport Stadion i Køge. Mødet mellem ligaens nummer et og to endte med en regulær afklapsning til Brøndby, der dermed led det første nederlag i hele 2020.

Gæsterne fik en god mulighed i kampens første minut, da Agnete Nielsen blev spillet i dybden i venstre side af HB Køges straffesparksfelt. Afslutningen gik dog forbi mål, og derefter stod der HB Køge på resten af opgøret.

Allerede minuttet senere blev Brøndby reddet to gangen på målstregen efter et hjørnespark til HB Køge, der var gæsterne fysisk overlegne i store dele af kampen.
Efter 20 minutters spil resulterede en dårlig tilbagelægning i en mulighed til hjemmeholdet, men Katrine Abel fik afværget afslutningen og sendt bolden udover baglinjen.

Julie Nowak sendte det efterfølgende hjørnespark ind mod den fjerneste stolpe, hvor Kyra Carusa ubesværet kunne bringe hjemmeholdet foran med 1-0.

Det var tydeligt, at målet gjorde ondt på Brøndby, der aldrig fandt nøglen, som kunne låse HB Køges defensiv op.

Samtidig var hjemmeholdets spillere utroligt effektive på deres omstillinger. Målet til 2-0 faldt da også efter et kontra-angreb otte minutter før pausen, da Kyra Carusa trak ind i banen og sendte bolden ind bag Katrine Abel i gæsternes mål.

Mille Gejl Jensen og resten af Brøndby-holdet havde det svært i topkampen mod HB Køge. Foto: Robert Hendel

Faldt helt sammen

Per Nielsen benyttede pausen til at satse mere offensivt fra anden halvlegs begyndelse. Ud gik Malin Sunde, og ind kom Rebeka Winther, men lige lidt hjalp det. Brøndby-spillerne havde en skidt dag på kontoret, og når alt samtidig lykkedes for HB Køge, var det op ad bakke for ligaens ellers suveræne tophold.

Gæsterne fandt aldrig rytmen, og 10 minutter efter pausen øgede Madalyn Ann Pokorny føringen til 3-0, da hun med ydersiden bankede bolden ind bag Katrine Abel i Brøndby-målet. Det lukkede reelt kampen.

Brøndby faldt yderligere sammen et kvarter senere, da Madalyn Ann Pokorny atter kunne sende bolden i kassen efter et soloridt gennem Brøndbys defensiv.

Tre minutter inde i dommer Frida Klarlunds tillægstid blev ydmygelsen total, da Lærke Niklasson fra omkring 20 meter bankede bolden ind i det lange hjørne uden chance for Katrine Abel.

Nedsmeltningen i Køge er ikke kun Brøndbys første nederlag i en betydende kamp i 2020. Det er også første gang, at holdet går fra banen i år uden at score. Brøndby kan dog trøste sig med, at holdet stadigvæk fører turneringens grundspil med fire kampe igen.

På lørdag skal holdet forsøge at rejse sig, når FC Nordsjælland kommer på besøg i Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top