Jeg ser bestemt ikke Brøndby som ”Udkantskøbenhavn”, men som en kommune i vækst
2019-03-29_at_11-28-17__DSC1353x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
DEBAT.  
Dette er et svar på et læserbrev, som blev bragt i avisen i denne uge, hvor en læser spørger, om Vestegnen skal være Udkantskøbenhavn.

Tak for dit indlæg i Folkebladet omkring de 7 borgmestres opråb til Regeringen om at prioritere investeringer i omegnskommunerne frem for Lynetteholmen.

Jeg er langt hen ad vejen enig i dine holdninger. Dog har jeg lige et par kommentarer til den sidste del af dit indlæg.

Da jeg tiltrådte som borgmester i 2016 og skulle udfærdige mit første budget, faldt jeg over en økonomipost – nemlig Priorparken, hvor der var afsat et stort beløb igennem flere år.

Grunden var, at der var udfærdiget planer for hele Priorparken siden 2008. Tanken var at fjerne hegnet og åbne hele området med kontorbygninger, boliger med videre. Det var håbet, at der også ville komme en S-station i de kommende år på linje B ud for netop Priorparken.

Siden 2008 havde ingen investorer imidlertid meldt sig på banen, og der var heller ikke kommet nogen S-station. Da jeg ikke havde været ret mange gange i området, fordi det jo kræver adgang, brugte jeg tid på at finde ud af, hvilke erhverv samt hvor mange arbejdspladser der faktisk er i området.

Efter samtaler med mange af ejerne, fandt jeg ud af, at området er meget velanset af dem alle, idet der er tale om et roligt område, hvor der er vagt på. Man kan også uden problem lade diverse maskiner blive stående fremme uberørte.

Det vigtigste er dog, at der er over 2.000 arbejdspladser i området, som blandt andet beskæftiger en hel del ufaglærte Brøndby-borgere.

Siden har nye investorer fundet vej til området. Eksempelvis er NKT’s gamle højspændingslaboratorium omdannet til et kæmpe stort musikstudie, hvor der blandt andet optages X-faktor. Men også Mads Nørgård, Lagkagehuset m.fl. har købt sig ind i området.

Med hensyn til cykelbroen over jernbanen er jeg ligesom dig, også ked af, at den ikke blev til noget.

Årsagen er, at prisen, vi skulle betale som kommune – og som vi havde aftalt med Naturstyrelsen, så ud til at blive meget større end planlagt. Derfor skrinlagde vi projektet, og det, mener jeg, var den rigtige beslutning.

Når det så er sagt, kan jeg som stadig aktiv cyklist finde stor glæde i supercykelstierne, som er etableret over hele Vestegnen – og som vi også stadig vil støtte i Brøndby Kommune. Desuden kunne broen have været nice to have men ikke need to have, da det kun tager ganske kort tid at krydse banen gennem tunnelen – så det ødelægger ikke min cykelglæde.

Bus-nettet udvikles hvert år i samarbejde med en masse andre kommuner, og det er altid et puslespil at få det til at gå op, så alle kommuner bliver nogenlunde tilfredse i forhold til økonomien.

Men jeg vil selvfølgelig fortsat kæmpe for den kollektive trafik i Brøndby. Det er vigtigt, at vi har gode busforbindelser.

Endelig vil jeg sige, at jeg bestemt ikke ser Brøndby som et ”Udkantskøbenhavn”, men som en kommune i vækst.

Med venlig hilsen

Kent Max Magelund,
Borgmester

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top