fbpx
Finder nye gode kammerater
ensomhed.jpg

For Peter Lunde (th) er hyggen og fællesskabet det vigtigste i ’Den Gode Kammerat’.

For Peter Lunde (th) er hyggen og fællesskabet det vigtigste i ’Den Gode Kammerat’.
VALLENSBÆK. Mandefællesskabet ’Den Gode Kammerat’ tiltrak hele 20 deltagende, da de holdt et arrangement på Korsagergård for at bekæmpe ensomhed blandt kommunens mænd over 60 år

Der var 20 grå hoveder at tælle i spisesalen på Korsagergård forleden Dag, da Vallensbæks ældre mænd mødtes til herre-dag. Håndsprit stod side om side med kaffe, fløde og sukker, og hver anden stol, der stod langs væggen, var spærret af med et printet A4-ark med et stort, rødt stopskilt på.

Men selvom mændene var fordelt ved bordene med god afstand, var der en følelse af fællesskab i luften. For herre-dagen handlede ikke bare om hygge. Den handlede om at bekæmpe ensomhed. Og det blev der ikke lagt skjul på, da dagens program blev introduceret:

– Det her er stedet, hvor der er plads til dem, der føler sig ufrivilligt alene, sagde Tine Lemvigh, der er projektleder på Den Gode Kammerat.

Bekæmper ensomhed

Herre-dagen er arrangeret af ’Den Gode Kammerat’, der er et fællesskab for mænd over 60 år, som har til formål at bekæmpe ensomhed blandt ældre mænd.

– Det er svært at indrømme, at man er ensom. Så tanken var, at vi skulle mødes for at finde nogle gode kammerater, siger Peter Lunde, der er frivillig i ’Den Gode Kammerat’.

Derfor stod programmet på hyggesnak over morgenkaffen, ryste-sammen-aktiviteter og en hyggelig frokost, der gav mændene god mulighed for at tale med hinanden, og måske få sig en ny god kammerat.

De gode kammerater mødes ikke kun, når der arrangeres en herre-dag som den forleden dag. De mødes også hver anden torsdag ved Bækkehuset, hvor de laver praktiske gøremål som at rydde pilehegn, skære brædder til fuglekasser og anlægge køkkenhave. Men selvom mandefællesskabet lige nu mødes meget omkring arbejde, er det ikke det, der er i fokus.

– Jeg er med, fordi jeg godt kan lide selskabet, siger Carsten Andersen, der har været frivillig i projektet siden det startede sidste
år.

Spørger man frivillige Peter Lunde, er det humlen i projektet:

– Det hele skal ikke gå op i arbejde. Det skal også være hyggeligt. Formålet er rart, hyggeligt samvær.

Den gode kammerat

Mandefællesskabet ’Den Gode Kammerat’ er et tilbud til mænd over 60 år i Vallensbæk Kommune. Projektet er lavet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, Ældresagen samt Menighedsplejen og har fokus på at styrke ældres trivsel. Det løber foreløbigt indtil sommeren 2021.

Tilmelding til fællesskabet kan ske via Tine Lemvigh på mail: til@vallensbaek.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top