fbpx
Familieudflugt for en god sag
2020-10-18_at_11-13-01_Fujifilm_X-T4_DSCF9203x.jpg

Foto: Robert Hendel

Otte-årige Tulle var med sine forælde ude at samle ind til Børns Vilkår. Hun synes, at det er vigtigt at hjælpe børn, som oplever svigt. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Søndag var indsamlere på gaden for at skrabe penge sammen til Børns Vilkår. Folkebladet fulgte en familie på en rute i Brøndbyøster

På Torvestien i Brøndbyøster bliver der ringet på dørene.

– Goddag, vi kommer fra Børns Vilkår. Kunne du tænke dig at give et lille bidrag, lyder det, når dørene åbner.

Pernille Mortensen fra Brøndby samler ind med sin mand Brian og deres to døtre på seks og otte år. De fleste steder hiver beboerne penge frem. Kun få gange går de videre uden at have fået kontanter i indsamlingsbøssen eller en donation via mobiltelefonen.

De to forældre ser indsamlingen som en god mulighed for at lære pigerne, at ikke alle børn i Danmark har det lige nemt.

Siden 1977 har Børns Vilkår arbejdet for børns ret til en tryg barndom og for at stoppe svigt af børn i Danmark. Børns Vilkår står blandt andet også bag BørneTelefonen, hvor tusindvis af børn hvert år ringer ind for at få rådgivning fra en frivillig voksen rådgiver med en professionel baggrund. Det er børn, der vokser op med misbrug, vold, overgreb og mobning.

– Det er vigtigt, at børn har det godt. De skal ikke opleve svigt og ensomhed, fortæller Pernille Mortensen, der samler ind til Børns Vilkår på tredje år.

Pernille Mortensen og Brian Schou havde deres to døtre med, da der blev samlet ind til Børns Vilkår. Den yngste af pigerne var dog for genert til at være med på billedet. Foto: Robert Hendel

For Pernille Mortensen og manden er det vigtigt, at det er en sag, de kan identificere sig med.

– Vi vil godt give nogle penge til andre, så de får et bedre liv. Det synes vi, at alle børn fortjener, siger hun.

Parret har gjort indsamlingerne til en familieudflugt, hvor børnene kommer med ud på ruten.

– De har brug for frisk luft, og så skal de være med til at hjælpe andre, uden de selv får noget for det. Det gør de med glæde, har jeg en fornemmelse af, forklarer Brian Schou.

Det er ham, der fører ordet, når døren bliver åbnet, men det er pigerne, som tager imod pengene. Den strategi lader til at bære frugt, for det er ikke mange steder, hvor der ikke falder et bidrag af.

Tulle på otte er den ældste af døtrene. Hun virker mest begejstret for at være med ude at samle ind. Det er også oftest Tulle, der banker på døren eller trykker på ringeklokken. Hun synes, at det er sjovt at være på gaden sammen med sine forældre i den gode sags tjeneste.

– Jeg skal hjælpe nogle børn, der er blevet svigtet af deres forældre, så de kan få et bedre liv, fortæller hun, da hun bliver spurgt om, hvorfor det er vigtigt for hende at være ude med indsamlingsbøssen denne søndag formiddag.

Efter tre timer er familien færdig med at samle ind, og det har været en rigtig god dag, vurderer Tulle, da hun en sidste gang rasler med indsamlingsbøssen:

– Den var ret tung til sidst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top