Dommer i fokus i lokalbrag
2020-10-03_at_12-46-36_Fujifilm_X-T4_DSCF4656x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
SPORT. Glostrup FK vandt lørdag eftermiddag 3-2 hjemme mod Vallensbæk IF, der i et par situationer følte sig bortdømt. Træneren erkendte dog efter kampen, at det var en fortjent Glostrup-sejr

Lørdag var der ægte lokalbrag, da Vallensbæk IF besøgte Glostrup FK. Glostrup FK kom med fire sejre i bagagen, og da de 90 minutter plus dommerens tillægstid på syv minutter var gået, var det Glostrup der stod med sejren.

På forhånd var forventningen fra begge hold, at det ville blive en underholdende kamp med mange målchancer. Kampen startede dog forholdsvist afventende, og det var først i det 25. minut, at Glostrup havde den første store målchance, der blev sat lige på stolpen.

Kampen var på dette tidspunkt nogenlunde lige, men efter 28 minutter får Glostrup FK en advarsel, hvilket giver ti minutter på bænken. Det udnyttede Vallensbæk ni minutter senere til at bringe sig på 0-1. Efter lidt klumpspil og en tackling, som Glostrup-spillerne mente burde have givet dem et frispark, kunne Daniel Pedersen med en fin afslutning bringe gæsterne foran.

Lang tillægstid

I starten af anden halvleg var det Glostrup, der dominerede kampen. Det var dog først i det 77. minut, det gav pote. Efter et frispark mellem målfeltet og hjørneflaget kom bolden i lidt klumpspil foran mål, hvor Jonas Horup Damkjær fik prikket den det sidste stykke over stregen. Vallensbæk spillere appellerede for hånd på bolden, men efter en kort samtale med sin linjedommer dømte dommeren mål, så der var balance i regnskabet.

Seks minutter senere bragte Glostrup sig foran. Det skete efter to skud på mål, hvor det ikke lykkedes Vallensbæk af få clearet. I tredje forsøg var det Jonas Horup Damkjær, der lige foran et tomt mål nemt kunne gøre det til 2-1.

Den stilling holdt langt ind i dommerens overraskende lange tillægstid. Her fik Vallensbæk et fortjent straffespark og fik udlignet. Det fik dog dommeren til at lægge endnu mere tid til, så da der var spillet syv minutter ud over de 90, fik Glostrup den sidste chance, og Kristian Julius Lauritzen gjorde det til 3-2 til værterne. Få sekunder efter Vallensbæk havde givet bolden op, fløjtede dommeren kampen af.

Foto: Robert Hendel

Pinlig indsats

Vallensbæk-træner Dennis Nordenbøl var ikke tilfreds med indstillingen på sit mandskab.

– Det blev en krigerkamp, den vinder Glostrup fuldt fortjent. Det er pinligt, det vi leverer rent indstillingsmæssigt. Det ligner os ikke. Hver gang vi møder til træning arbejder vi på vindermentalitet og viljen til sejr, men det var der ikke i dag, siger han.

Hjemme i Vallensbæk spiller holdet normalt på kunstgræs. Derudover gjorde en hård vind på tværs af banen det ikke nemt for de ellers teknisk bedre Vallensbæk-spillere.

– Kampen gik som ventet i forhold til at vi skal ud at spille på græs i det her vejr. Det blev en slåskamp, og den vinder vi ikke, siger cheftræneren, der dog også påpeger, at værterne havde marginalerne på deres side med en scoring i nærmest sidste sekund.

– Jeg synes vores gameplan virker til at starte med. I anden halvleg overlader vi det for meget til Glostrup. Det gør, at de får mulighederne. Han rammer den med hånden og scorer og det bliver anerkendt. De scorer i syv minutters overtid, efter vi har scoret i overtiden, så der er også nogle marginaler, der kunne være gået den anden vej. Men det er ligegyldigt, for vi har mulighederne til selv at afgøre det, sagde en skuffet Dennis Nordenbøl.

Han tror ikke, spillerne kommer til at hænge for meget med hovedet på tirsdag, når de skal til træning igen.

– Moralen er altid god, vi er godt kørende og under mere fodboldvenlige vilkår, ville vi også kunne spille os ud af problemerne, siger han.

Stærkt af egne talenter

I Glostrup-lejren var man godt tilfreds med anden halvleg og selvfølgelig kampens resultat.

– Jeg ser første halvelg som at vi har overtaget, men i de sidste 20 minutter kommer Vallensbæk bedre med i kampen og de får et mål. Anden halvleg er fuldstændig vores. Der stepper gutterne virkelig op og spiller en god gang fodbold. Vi er farlige og holder aftalerne som vi skal. I sær efter den anden halvleg er det fortjent vi vinder kampen, siger Morten Rosenkrantz, sportslig leder.

Han undrede sig dog over dommerens linje og den lange tillægstid, der jo endte til Glostrups fordel.

– Overordnet set ligger dommeren en mærkelig linje, han lægger syv minutter til i anden halvleg, hvor der slet ikke er til det, siger han.

Som sportslig ansvarlig glæder han sig over, at det er klubbens eget talentarbejde, der har båret frugt.

– Fem sejre i træk, vi kan næsten ikke få armene ned. Det gælder om med så ungt et hold at gå ind til hver kamp med stor ydmyghed og kæmpe for det. Vi har et ungt hold med 80 procent af egen avl, som har spillet oppe på Østervangbanerne som små, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top