fbpx
0. klasser fordelt
skoledag5.jpg

Der kan blive rift om pladserne på Søndervangskolen

Der kan blive rift om pladserne på Søndervangskolen
GLOSTRUP. Der vil formentlig blive behov for 12 klasser på Glostrup Skole til næste år. Det vil være én i Ejby, to på Nordvang og tre på Skovvang, Søndervang og Vestervang

I øjeblikket er indskrivningen til Glostrup Skole i sin indledende fase. Onsdag den 28. Oktober er der digitalt indskrivningsmøde for forældre til kommende elever.

Hvert år skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvor mange nye 0. klasser, der er plads til på hver afdeling. Det skete på mødet i oktober. Det blev besluttet, at der til næste år højest kan starte en klasse i Ejby, to klasser på Nordvang og tre klasser på Skovvang, Søndervang og Vestervang. Der vil altså være plads til op til 12 klasser.

Beslutningen bliver truffet på baggrund af, hvad der er af ledig lokalekapacitet. Skovvang, der de seneste år har været meget populær, får en klasse mere næste år end i år, da der rykker tre klasser ud af indskolingen. Til gengæld får Nordvang kun to klasser, da der skal reserves et lokale til oprettelse af et modtagetilbud.

Administrationen har også fremlagt sit foreløbige bud på, hvor mange elever, der vil starte i skole. Lige nu er det bud 245 elever. Kommunalbestyrelsen holder fast i sit loft på 22 elever i nye 0. klasser, hvilket betyder, at det vil være nødvendigt at oprette alle 12 mulige klasser.

Søger forældrene efter de tidligere skoledistrikter, ser det ud til, at der vil være mest rift om pladserne på Søndervang, hvor det forventede antal skolestartere er 74. Med et klasseloft på 22 elever i klasserne vil der kun være plads til 66. På alle de andre afdelinger er det forventningen, at der er plads til alle elever fra det tidligere skoledistrikt. Tidligere år har forældrenes ønsker dog ikke fulgt de tidligere skoledistrikter særlig godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top