Vil ændre vejnavn til ære for Kjeld Rasmussen
2020-09-29_at_09-27-13_Fujifilm_X-T4_DSCF3337x.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndbyvester Boulevard får al sandsynlighed snart nyt navn. En enig kommunalbestyrelse har sagt god for at opkalde vejen efter byens tidligere borgmester Kjeld Rasmussen. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. En samlet kommunalbestyrelse bakker op om borgmester Kent Magelunds (S) forslag om at ændre navnet på Brøndbyvester Boulevard til Borgmester Keld Rasmussens Boulevard

Der er få personer, der som Kjeld Rasmussen har haft så stor betydning for udviklingen af Brøndby Kommune.

Fra 1966 til 2005 bar han borgmesterkæden i Brøndby. Det gør ham til den længst siddende borgmester i danmarkshistorien. Derfor ønsker den nuværende borgmester Kent Magelund (S) at opkalde Brøndbyvester Boulevard efter Kjeld Rasmussen, der gik bort den 19. maj 2018.

– Kjeld har gjort så meget for Brøndby Kommune, og derfor er det på sin plads at markere hans betydning langt ind i eftertiden, siger Kent Magelund, der på det seneste møde i kommunalbestyrelsen onsdag den 9. september foreslog at ændre navnet på den godt fire kilometer lange boulevard, der strækker mellem Park Allé og Gammel Køge Landevej.

Her passerer den udover Brøndby Stadion blandt andet også idrætsefterskolen og gymnasiet, som Kjeld Rasmussen var med til at grundlægge.

– Det er Kjelds fortjeneste, at Brøndby har udviklet sig fra en mark til en moderne, levende kommune med idræt som omdrejningspunkt, siger Kent Magelund.

Den rigtige hyldest

Tidligere har borgmester Kent Magelund foreslået at omdøbe bagsiden af Brøndby Stadion til Kjeld Rasmussens Plads, men den plan gik man væk fra efter blandt andet dialog med Brøndby IF.

– Det er det helt rigtige at hylde Kjeld, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF.

Han glæder sig over beslutningen om at opkalde en af de største veje i kommunen efter Kjeld Rasmussen, som har haft vital betydning for udviklingen af Brøndby Kommune.

– Den længst siddende borgmester i landet skal da have en stor boulevard opkaldt efter sig. Det er en stor hæder, som han om nogen fortjener, siger Ole Palmå.

I nabohøring

Meget tyder på, at Brøndbyvester Boulevard snart kommer til at skifte navn, men før det kan ske, skal forslaget i høring i to uger blandt alle, der har adresse på vejen.

Det er en af grundene til, at valget er faldet på Brøndbyvester Boulevard, der har ni husnumre tilknyttet, hvoraf de to tilhører kommunen.

Ændringen kommer derfor primært til at berøre Brøndby Idrætsefterskole og Gildhøj Privathospital, der kan se frem til nogle ekstra udgifter til opdatering af adresser på hjemmesider og brevpapir.

For Brøndby Kommune vil en ændring af navnet på vejen betyde mindre udgifter til ny skiltning.

Derfor håber borgmester Kent Magelund da også, at forslaget vil blive taget godt imod, inden det endeligt bliver vedtaget i kommunalbestyrelsen.

Her har samtlige medlemmer udtrykt opbakning til borgmesterens forslag.

2 kommentarer om “Vil ændre vejnavn til ære for Kjeld Rasmussen”

  1. Kommunalbestyrelsen i Brøndby har planer om at give Brøndbyvester Boulevard navneforandring. Man synes, at den for fremtiden skal hedde Kjeld Rasmussens Boulevard.

    Efter manges mening er det en utroligt dårlig ide.

    Klik her for at læse hele debatindlægget

    1. Hanne Neustrup siger:

      Jeg giver jer fuldstændig ret, har nøjagtig samme indstilling. Hvem uden for kommunen ville vide, hvor den vej ligger, og hvor længe vil han blive husket?
      Hvad kan vi gøre for at forhindre dette?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top