Veteranernes børn fik medaljer
Flagdag-1.jpg

Receptionen for veteranerne finder sted fra 5. september 2020, kl. 8 til 9.30 på Vallensbæk Rådhus, og efter at flaget er hejst på pladsen foran Vallensbæk Rådhus, bydes der på brunch i kantinen.

Veteranerne blev hædret på og foran Vallensbæk Rådhus den 5. september.
VALLENSBÆK Til den årlige flagdag blev Vallensbæk Kommunes veteraner hædret, og som noget nyt var der i år mulighed for, at deres børn kunne få en medalje

Hvert år den 5. september hædrer det officielle Danmark de personer, der er eller har været udsendt på en mission i udlandet. I Vallensbæk bor der 85 veteraner, og en del af dem mødte op til flagdagen i lørdags på rådhuset.
Traditionen tro begyndte dagen med flaghejsning klokken 8 og morgensangen ”I Danmark er jeg født”.
Derefter var borgmester Henrik Rasmussen vært for en brunch for de fremmødte i rådhusets kantine.
I sin tale anerkendte borgmesteren den store indsats, veteranerne har ydet for demokratiet og freden i verden – og for første gang var der også medaljer til børnene af de veteraner, der havde ønsket det. Børnemedaljerne er et initiativ fra Familienetværket, som er et netværk af pårørende til udsendte soldater.
– Det er en stor del af jeres families liv at have en forælder, der har været udsendt til et område i verden, hvor der har været krig. Det vil Familienetværket og vi gerne anerkende, sagde borgmester Henrik Rasmussen, inden han uddelte medaljer til tre børn.

Veterankoordinator
Et andet tiltag er veterankoordinatoren, der fungerer som bindeled mellem Forsvarets Veterancenter og kommunen. Langt de fleste veteraner har en fin overgang fra det militære til det civile liv. Men nogle veteraner kan have det svært, når de møder det offentlige system efter deres udsendelse.
– Derfor giver det god mening, at kommunen og veterancentret udnytter hinandens kompetencer i mødet med borgeren. Vores oplevelse er, at borgerne er glade for, at systemerne kan arbejde sammen, sagde Vallensbæk Kommunes veterankoordinator Hans Vermehren Jensen, der tilføjede, at han kan kontaktes via kommunens hovednummer, hvis der er brug for rådgivning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top