Venstre: En erhvervsstrategi sikrer kommunen i fremtiden
2020-09-10_at_08-35-12_Fujifilm_X-T4_DSCF7069x.jpg

Foto: Robert Hendel

Jan Lundquist (V) er godt tilfreds med årets budgetaftale. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Hos Venstre i Brøndby er der stor tilfredshed med kommunens budgetaftale. En erhvervsstrategi har stået højt på Venstres ønskeseddel, lyder det fra gruppeformand Jan Lundquist

Venstre i Brøndby er glade for det budgetforlig, der blev underskrevet i torsdags.

– Da vi i starten så de besparelsesforslag, der lå på bordet, tænkte vi vores. Men da vi kom i gang med forhandlingerne, fik vi barberet det værste fra. Så vi er endt et rigtig godt sted, siger Jan Lundquist (V).

Han er især glad for, at der er afsat penge til at få udformet en erhvervsstrategi for kommunen.

– I den første valgkamp, jeg var med til i 2013, kæmpede vi for en erhvervsstrategi. Den har vi så fået med i budgettet denne gang. Så det er vi naturligvis glade for, fortæller Jan Lundquist.

Venstre i Brøndby er glade for, at der kommer fokus på, hvordan kommunen kan tiltrække og fastholde nye virksomheder.

– Vi har mange tomme bygninger i erhvervsområderne, og det er dem, der skal være med til at trække vores service. Det handler om at sikre os i fremtiden, siger Jan Lundquist, der generelt er tilfreds med budgettet.

Han mener, at Venstre kan se sig selv i hele forliget og roser borgmester Kent Magelund (S) for et godt samarbejde.

– Kent har lyttet til os, når vi har holdt møder. Det er en af grundene til, at det er gået så godt, siger Jan Lundquist.

Han er også glad for, at kommunen får sat gang i byggeriet af ældrecentret i Vesterled.

– Det er dejligt, at vi får et nyt og fremtidssikret plejecenter til gavn for de ældre borgere i Brøndbyvester. Gildhøjhjemmet er utidssvarende, så det er vigtigt, at vi får nogle moderne faciliteter, lyder det fra Jan Lundquist.

På børneområdet er han også tilfreds med, at der bliver sat ind over for de elever, der har svært ved at passe deres skole.

– Du får ikke en god uddannelse, hvis du ikke kommer i skole. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvad årsagen er. Vi skal have folk til at passe deres skole, forklarer Jan Lundquist.

Han mener dog, at det også er kommunens opgave at tage sig af de elever, der har psykiske problemer.

– Vi skal samle dem op, der har ondt i sjælen og sikre, at de også får en uddannelse, siger Jan Lundquist og tilføjer, at han hilser udvidelsen af autismetilbuddet Lunten velkommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top