Topopgør endte med en solid sejr til Brøndby
2020-09-26_at_15-01-32_Fujifilm_X-T4_DSCF1815x.jpg
Mille Gejl Jensen scorede to mål i opgøret mod FC Thy - ThistedQ i Gjensidige Kvindeliga. Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndby trak sig sejrrigt ud af topopgøret mod FC Thy - ThistedQ, der måtte tage hjem fra Vestegnen uden point. Dermed holder Brøndby fast i førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga

22 point ud af 24 mulige taler sit tydelige sprog. Brøndbys fodboldkvinder er lige nu det suverænt bedste hold i Gjensidige Kvindeliga. Det blev understreget lørdag eftermiddag, da topholdet FC Thy – ThistedQ besøgte Brøndby i et opgør, som hjemmeholdet dominerede fra start til slut.

Allerede efter knap to minutters sendte ligaens førerhold et varselsskud af sted mod gæsternes mål. Hjemmeholdet Olivia Drost erobrede bolden i venstre side af banen tæt på baglinjen.

Med en flad pasning fandt hun Nanna Christiansen på midten af banen, der hurtigt fik ekspederet bolden frem i banen til Mille Gejl Jensen i højre side af banen, som drev bolden frem og lagde den til rette for en fremadstormende Theresa Eslund. Anførerens afslutning gik dog lige på Thisted-keeper Maja Bay Østergaard.

10 minutter senere var der atter fare på færde foran gæsternes mål, da Freja Abildå spillede Nanna Christiansen i dybden. Brøndby-topscoreren tog et træk mod baglinjen, og lagde bolden fladt tilbage til en helt fri Mille Gejl Jensen, der dog måtte se sit forsøg blokeret af FC Thy – ThistedQs Agnete Marcussen.

Efter 34 minutter af første halvleg lykkedes det dog Brøndby at få kuglen i kassen. Nanna Christiansen erobrede bolden midt på gæsternes banehalvdel. Bolden blev hurtigt sendt frem mod Agnete Nielsen, der fikst lagde bolden videre til Josefine Hasbo i gæsternes straffesparksfelt. Den vævre offensivspiller rev sig fri af sine to oppassere, og så var hun alene med en fremadstormende Maja Bay Østergaard i FC Thy – ThistedQs mål, der ureglementeret nedlagde Josefine Hasbo.

Josefine Hasbo tilkæmpede sig et straffespark i første halvleg. Foto: Robert Hendel

Det efterfølgende straffespark tog Nanna Christiansen sig sikkert af. Hun kunne derfor fejre sit syvende sæsonmål, der samtidig er nummer 200 i alt for Brøndby.

Hjemmeholdets pres fortsatte efter føringsmålet. Efter en halv time fik Freja Abildå en mulighed fra kanten af feltet, men afslutningen havde ikke nok fart på.

Fire minutter senere sendte arbejdsomme Freja Abildå bolden frem ad banen mod Nanna Christiansen, der i venstre side af banen slog en flad bold på tværs af banen til Mille Gejl Jensen, der tog et enkelt træk, inden hun med højrebenet sendte en afslutning mod mål. Bolden strøg langs græsset forbi Maja Bay Østergaard i FC Thy – ThistedQ-målet, og så stod det 2-0 til Brøndby.

Efter pausen fortsatte hjemmeholdet med at skabe chancer. I anden halvlegs første kvarter havde Brøndby skabt seks store muligheder, men fælles for dem alle var, at slutproduktet haltede.

10 minutter før slutfløjtet kom Brøndby på 3-0, da Mille Gejl afdriblede et halvt Thisted-forsvar, inden hun passerede Maja Bay Østergaard i gæsternes mål. Og blot tre minutter senere blev det 4-0, da Nanna Christiansen tog et træk til højre i banen og fra kanten af straffesparksfeltet bankede bolden over i det lange målhjørne. Flere mål blev det ikke til i opgøret, selvom Brøndby havde chancer til langt flere mål. Med sejren har Brøndby nu ni point ned til HB Køge på andenpladsen, som dog har en kamp til gode.

Næste kamp i ligaen er på hjemmebane mod KoldingQ, men allerede onsdag skal Brøndby-kvinderne i kamp igen, når B93 venter på udebane i pokalturneringen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top