To brændte straffespark kostede point
2020-09-27_at_13-42-31_Fujifilm_X-T4_DSCF2686x.jpg

Foto: Robert Hendel

Miqdad Hussain Jan tilkæmpede sig et straffespark i kampen mod BK Vest. Desværre for BSI blev det ikke til mål i kampen. Foto: Robert Hendel
SPORT. Det er svært at vinde, når man brænder to straffespark. Det erkendte BSI’s anfører efter weekendens opgør mod BK Vest

Der er ikke noget at sige til, at spillerne fra BSI er skuffede, når de ser tilbage på weekendens opgør mod BK Vest.

Nogen velspillet kamp var der ikke tale om på banerne bag Langbjergskolen i Brøndby Strand. Det meste af spillet foregik på midten af banen, og det var småt med de helt store chancer.

Hjemmeholdet fik dog chancen kort før pausen, da Miqdad Hussain Jan blev revet omkuld i gæsternes straffesparksfelt. Dommer Søren Højlo var ikke et sekund i tvivl og pegede på pletten. Straffesparket tog Miqdad Hussain Jan sig selv af, men forsøget blev pareret af gæsternes målmand.

Anden halvleg blev en lige så tæt affære som første. BSI var dog tættest på med et par nærgående forsøg, og i kampens døende sekunder pegede dommer Søren Højlo endnu engang på pletten i gæsternes straffesparksfelt. Hjemmeholdets Cengiz Serif måtte imidlertid se sit forsøg stoppet på stregen. BSI måtte derfor nøjes med 0-0, idet Søren Højlo fløjtede kampen af et par sekunder efter straffesparket.

Ikke overraskende var det derfor en flok slukørede BSI-spillere, der forlod banen efter søndagens kamp.

– Det er klart, at når man brænder et straffespark kort før slutfløjt, så kan vi ikke være andet end skuffede. Vi føler, at det er to tabte point frem for et vundet, siger BSI’s anfører Lukas Clifford Nicholson.

Han synes, at holdet generelt spillede en fin kamp dog uden at komme til de helt store chancer.

– Vi har dog alligevel to af spillets største chancer i form af to straffespark, som vi desværre ikke får puttet ind, siger BSI-anføreren.
Han er naturligvis ærgerlig over pointtabet, men erkender også, at modstanderen spillede en god kamp.

Det uafgjorte resultat betyder, at BSI lige nu ligger nummer 10 i rækken, mens en sejr havde sendt holdet op på syvendepladsen.

– Vi havde sat os op efter at rode med i den øvre del af tabellen. Det krævede en sejr. Det fik vi ikke, og når man ikke er skarp i felterne, er det svært, siger Lukas Clifford Nicholson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top