Klimaindsatsen er en mærkesag for SF i Brøndby. Klimaet fylder dog både i det nye budgetforlig, men også i kommunens strategi for udviklingen i de næste 10 år.
– Det er supervigtigt, og jeg var måske en lille smule nervøs under strategiprocessen. I begyndelsen var vi jo få, der prioriterede klima øverst på dagsordenen, forklarer Vagn Kjær-Hansen (SF).
Ifølge Vagn Kjær-Hansen har kommunens borgere også klima højt på prioriteringslisten.
– Det har vist sig, at borgerne har været enige med os, da vi til kulturnatten sidste år spurgte dem. Der stod det krystalklart, at klimaet var vigtigst, siger Vagn Kjær-Hansen.
Han mener, at det er et grundvilkår for hele befolkningen, at kloden og naturen fungerer, og havene ikke pludselige stiger, så en stor del af Danmark bliver oversvømmet.
Udover klimaindsatsen ser Vagn Kjær-Hansen frem til, at det nye ældrecenter i Vesterled bliver bygget.
– Ud fra de planer, der foreligger tyder det på, at det bliver rigtig godt. Det bliver ikke så institutionsagtigt, som man har set andre steder, og jeg tror, at vi får løst de små udfordringer, der er i forhold til de kommende naboer, siger Vagn Kjær-Hansen.
Han roser de øvrige partier for et godt forhandlingsforløb. En af årsagerne til, at forhandlingerne om årets budgetaftale er gået gnidningsfrit handler blandt om, at kommunalpolitikerne har det godt sammen på tværs af partierne.
– Der er en god stemning, hvor vi respekterer hinanden og vores forskelligheder. Det skyldes, at vi har en borgmester, der gerne vil samarbejde, lyder det fra Vagn Kjær-Hansen.
Læs mere om årets budgetaftale:
- Bredt budgetforlig i Brøndby: Sådan vil kommunen bruge pengene i de næste fire år
- Gymnastikforening: Megafed fornemmelse
- Borgmester:Vi står alle på mål for beslutningerne
- Venstre: En erhvervsstrategi sikrer kommunen i fremtiden
- Enhedslisten: På grænsen af hvad vi vil være med til
- Dansk Folkeparti: Ansættelser i vente
- Radikale Venstre: Vi skal løfte Brøndby Strand