fbpx
Sejrede sikkert over oprykkere
2020-09-05_at_15-41-14_Fujifilm_X-T4_DSCF6512x.jpg

Foto: Robert Hendel

Nanna Christiansen var indblandet i alle tre mål i Brøndbys sejr over AaB i weekenden. Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndbys bedste fodboldkvinder fortsætter den gode stime i Gjensidige Kvindeliga. Lørdag blev det til en sejr på 3-0 til topholdet fra Vestegnen, da oprykkerne fra AaB var på besøg

Brøndby levede i weekenden op til favoritværdigheden, da oprykkerne fra AaB besøgte bane 2 i Brøndby.

Her blev de 177 tilskuere vidner til et opgør, hvor hjemmeholdet kontrollerede begivenhederne fra start til slut. Gæsterne fra AaB kom under massivt pres fra første fløjt, og efter knap fire minutters spil, måtte oprykkerne hente bolden ud af eget net.

Et par gode kombinationer mellem Mille Gejl Jensen, Chirine Lamti og Nanna Christiansen sendte Theresa Eslund fri i højre side, og med en hård afslutning sendte Brøndby-anføreren bolden sikkert i mål.

Fire minutter senere havde Nanna Christiansen muligheden for at fordoble føringen, men hendes afslutning blev blokeret af Line Andersen i AaB-målet.

Belejringen af gæsternes felt fortsatte, og efter 16 minutter var det Pernille Larsen, der havde muligheden for at øge Brøndbys føring, men afslutningen strøg over mål. Sådan fortsatte det. Brøndby havde en del muligheder, men skarpheden manglede.

Efter pausen bed gæsterne lidt bedre fra sig, men de blev aldrig rigtig farlige, og det kan i høj grad tilskrives hjemmeholdets defensiv. Brøndby overtog langsomt spillet igen, men sigtekornet var ikke indstillet optimalt. Det lykkedes dog alligevel Brøndby at få scoret to mål yderligere.

Efter en times spil udnyttede Nanna Christiansen en ripost efter at have kikset en afslutning i første omgang på et indlæg fra Frederikke Lindhardt. Bolden kom dog tilbage til Brøndby-topscoreren efter et fladt forsøg fra Chirine Lamti, der blev blokeret på stregen. I anden omgang svigtede Nanna Christiansen ikke, og så kunne den rutinerede offensivspiller notere sig sit mål nummer 197 i den gule trøje.

Meget symptomatisk var det også en kikset afslutning, der 13 minutter senere førte til målet til 3-0. Freja Abildå lagde et kort frispark fra Nanna Christiansen tilbage til Mille Gejl Jensen, der sparkede på mål.

Afslutningen ramte gæsternes Emma Nøddelund på vejen, ændrede retning og snød Line Andersen i AaB’s mål.

Kort før tid kunne det være blevet 4-0, men Nanna Christiansens forsøg blev blokeret, og på det efterfølgende hjørnespark var det Maja Kildemoes, der måtte se sin afslutning reddet på stregen.

Efter kampen var cheftræner Per Nielsen tilfreds med de mange muligheder, som offensiven skabte.

– Vi spiller måske egentlig kun på 80 eller 90 procent, og alligevel er vi suveræne. Så det var en mere end godkendt præstation, vurderer Brøndby-træneren.

Med sejren på 3-0 holder Brøndby fast i førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga. Onsdag spiller Brøndby pokalkamp på udebane mod Herlufsholm, og søndag går turen til Thisted, hvor ligaens nummer to venter. FC Thy – ThistedQ spillede i weekenden uafgjort med FC Nordsjælland, og dermed er afstanden ned til andenpladsen nu fire point.

– Det koncentrerer vi os ikke om. Vi er glade for de point, vi henter, og vi tager en kamp ad gangen. Når vi har spillet pokalkampen onsdag, begynder vi at have fokus på kampen mod FC Thy – ThistedQ om søndagen, siger Per Nielsen, der sammen med sit mandskab har hentet 16 ud af 18 mulige point i denne sæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top