Glostrup Skole er bedre end privatskole
Nordvang-2.jpg

Nordvangskolen. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen

Nordvangskolen i Glostrup. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
DEBAT.  

Det er en populær tendens, at vi sender vores børn til privatskoler, fordi vi tror, at alt er bedre på privatskoler end folkeskoler. Vi havde en illusion om, at når vi betaler et ekstra beløb om måneden, er det i sagens natur, at vores børn får en bedre skoledag på en privatskole.

Vi sendte vores to børn på en privatskole lige så snart vi fik et tilbud, selvom de trivedes udmærket på Glostrup Skole. Vi gjorde det for vores børn skyld, fordi vi havde en formodning om, at alt er bedre på en privatskole. Men vi tog grueligt fejl. Et af vores børn gik på Nordvangskolen i syv år uden at opleve nogen form for mobning – han blev udsat for mobning/drilleri i løbet af bare en måned på en privatskole i Rødovre.

Vi måtte flytte ham tilbage til Glostrup Skole, fordi det er her, han trives bedst. Vi vil takke personalet på Glostrup Skole, for at de har taget særlig hensyn til hans ønsker samt en hurtig behandlingstid, således han kunne komme tilbage til sine gamle klassekammerater. Vi som forældre indså, at vi havde tegnet et lyserødt billede af en privatskole uden at have noget grundlag for det. I lidt over tre år hvor vores to børn gik på en privatskole har vi desværre oplevet ubehagelige episoder såsom mobning, drillerier på grund af hudfarve/etnicitet/ikke fancy tøj, langtidssygemelding hos lærere, dårlig ledelse m.m. Så privatskoler er bestemt ikke bedre end folkeskoler på disse punkter – tværtimod.

Vi har oplevet rigtigt mange gode lærere på Glostrup Skole, som brænder for deres fag og vores børn. Vi vil derfor støtte 100% op om vores folkeskole og dens rummelighed. Vi får dårlig samvittighed over at vi overhovedet flyttede vores børn til en privatskole – bare fordi vi fik et tilbud.

Vi håber, at politikere og skoleledelsen lytter til lærerne og giver dem de bedste arbejdsvilkår, så de kan give vores børn en faglig spændende og tryg skoledag. Som forældre er det vores ansvar at opdrage vores børn, således at de opfører sig ordentligt overfor lærere og klassekammerater, så vores skole bliver et dejligt sted at være.

Lad os støtte op om vores folkeskole med dens diversitet. Folkeskolen er en vigtig hjørnesten i det danske velfærdssamfund. Vi kan tabe den på gulvet hvis vi alle ikke passer godt på den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top