Glostrup går all in på gå-fællesskaber
flyerbillede.jpg

Første gåtur i Gåstrup på inspirationsaftenen for Gå-Værter. Foto: Lotte Olsen

Første gåtur i Gåstrup på inspirationsaftenen for Gå-Værter. Foto: Lotte Olsen
GLOSTRUP. Uge 39 er den store uge for bevægelse og fællesskab. Gennem kampagnen fra Bevæg dig for Livet, WE WALK, går foreninger, institutioner, virksomheder og private landet tyndt i små og store gå-fællesskaber

Glostrup Kommune samarbejder med Bevæg dig for Livet om gå-projektet Gåstrup – Glostrups Gå-fællesskaber, som for alvor skydes i gang i uge 39.

– Vi samarbejder med Bevæg sig for livet om projektet Gåstrup, fordi vi vil bekæmpe ensomhed og styrke mental sundhed, gennem gå-fællesskaber siger ankerkvinde på projektet Gåstrup – Glostrups Gå-fællesskaber, Helena Skovgaard, fritidskonsulent i Glostrup Kommune.

– Gåture er jo desuden en af de aktiviteter, vi med lethed kan udføre i coronatider. Det foregår i det fri, og deltagerne kan gå med den krævede afstand og ha’ deres egen lille håndsprit med i lommen, fortsætter hun.

Fælles interesse

19 forventningsfulde og entusiastiske borgere mødte op til inspirationsaften om Gåstrup den 3. september og fik praktiske tips til, hvordan de kunne starte deres eget lokale gå-fællesskab op.

Det var en blandet skare af Glostrupborgere. Men de havde en fælles interesse – interessen for at gå ture i det fri sammen med andre. Temaerne for gå-fællesskaberne var mangfoldige. Der blev for eksempel nævnt fototur, naturvandringer i den glostrupske natur, litterære eller historiske vandringer, og en tilflytter glædede sig til at få nye lokale bekendtskaber den vej.

Jesper Hertz, deltager og fremtidig Gå-Vært, tog projektet til sig med det samme:

– Jeg har allerede tænkt på flere temaer for mine gå-fællesskaber. For eksempel en skraldetur hvor man på turen samler skrald, mens man går. Turen kunne hedde Gal i Skralden.

De nye Gå-Værter inviterer alle interesserede på de første gåture i uge 39. Der er allerede oprettet gå-fællesskaber som begivenheder på Facebook-siden Gåstrup – Glostrups Gå-fællesskaber, hvor der ligger en oversigt. Der er noget for enhver smag – for eksempel naturvandring, litterær vandring, støjvandring. Der er tilmed et gå-fællesskab for gakkede gangarter

Der er stadig mulighed for at melde sig til projektet som Gå-Vært. Nye interesserede og allerede oprettede Gå-Værter kan besøge Gåstrup Café, hvor der er teknisk support til at oprette sit eget gå-fællesskab og en evt. inspirationssnak til at finde på et tema for et gå-fællesskab.

Om Gåstrup

Gåstrup udspringer af Bevæg dig for Livet under DGI og DIF og er støttet af Trygfonden og Nordeafonden. Formålet er at give inspiration til, hvordan du kan få mere bevægelse ind i din hverdag.

Ikke på Facebook? – se mere på glostrup.dk/gaastrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top