Folkeskolen og medarbejdere skal respekteres i Vallensbæk
Debat.png
DEBAT.  

Hidtil har de konservative og særligt borgmester Henrik Rasmussen været meget afvisende for at indgå en respektfuld aftale med folkeskolelærerne i Vallensbæk.
Danmarks Lærerforening og KL indgik tidligere på året en ny aftale om arbejdstid. Aftalen er netop vedtaget med meget stort flertal af lærerne.

Socialdemokratiet i Vallensbæk fandt derfor, at tiden var inde til at kommunen og Vallensbæk Lærerkreds fandt fælles fodslag og indgik en lokalaftale om arbejdstid m.v. Det var ovenikøbet Socialdemokratiets opfattelse, at den kunne indgås uden yderligere omkostninger for kommunen. Det var ikke målet, men kommunen kunne lade sig inspirer af Vallensbæk Skole hvor ledelse og lærere har indgået aftale om arbejdstid og forberedelsestid.

Anderledes ser det ud på Pilehaveskolen. Her oplever lærerne, at de får pålagt flere opgaver uden at andre opgaver bliver fjernet. Det har så afstedkommet, at skolen har suspenderet lejrskoleophold for en række klasser. Det er naturligvis en uholdbar situation, at de ansatte oplever så forskellige arbejdsvilkår på folkeskolerne i Vallensbæk.

Desværre forstod borgmesteren ikke alvoren og afviste atter en respektfuld aftale med en stor gruppe af kommunens medarbejdere.

Borgmesteren følte ovenikøbet anledning til at fejlcitere den nu afgåede formand Anders Bondo Christensen for ’lokalaftaler er ikke længere nødvendige’.

Det står i skærende kontrast til forskningschef Andreas Rasch-Christensen, ph.d. på Forskningscenter for pædagogik og dannelse, Via University College. I forbindelse med valg af ny formand til Danmarks Lærerforening udtalte forskningschefen blandt andet ’Der er godt nok stemt en arbejdstidsaftale hjem, men den skal der lokalt laves aftaler ovenpå’.

Det er derfor tankevækkende, at lærerne i Vallensbæk som en af fem kredse i landet stemte nej til aftalen. Det tyder på en gennemgående mistillid til det politiske system i Vallensbæk, der som bekendt tegnes af borgmesteren og flertallet.

Svar: Lad nu læreraftalen komme i gang

Af Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk
Kære Søren
Der er for nylig indgået en aftale om arbejdstid for undervisere mellem Lærernes Centralorganisation og Kommunernes Landsforening, og det er sket efter at Lærerkommissionen har brugt mange kræfter på at finde et nyt fælles ståsted. Men knap er blækket på aftalen tørt, før du vil grave stridsøksen op lokalt her i Vallensbæk.
DLF og LC har planlagt en fælles introduktion og drøftelse af den nye aftale for forvaltningen, lærerkredsen, ledere og tillidsrepræsentanter.
Så nu synes jeg, at vi skal give skolernes nye ledelser og lærerne mulighed for at få udmøntet den nye aftale, så de kan arbejde sammen om vores fælles politiske mål om, at Vallensbæks skoler skal være blandt landets 25 procent bedste.
Og så til sidst – selvfølgelig skal børnenes ikke tages som gidsler og have inddraget deres lejrskoler. Det er jeg helt enig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top