Unge og nye medarbejdere har traditionelt været overrepræsenteret i statistikkerne over arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Men hos entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S er de kommet den udfordring til livs gennem en dedikeret indsats over for lærlinge gennem mange år.
Derfor er Einar Kornerup A/S blevet belønnet med Arbejdsmiljøprisen 2020 i kategorien Unge- og nyansattes arbejdsmiljø. Samtidig får virksomheden rosende ord med på vejen af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S):
– Det ligger mig meget på sinde, at unge får en god start på deres arbejdsliv. De unge hos Einar Kornerup oplever i starten af deres arbejdsliv, at arbejdsmiljø er vigtigt og bliver prioriteret. Det tror jeg, er en afgørende erfaring for de unge. Derfor glæder det mig også, at virksomheden med sin indsats har set et markant fald i arbejdsulykker blandt lærlinge, siger han.
Fokus på sikkerhed
Einar Kornerup har især haft fokus på modtagelse af lærlinge og unge medarbejdere – både i virksomheden generelt, hvor de får et kursus i arbejdsmiljø, men også ude på de enkelte byggepladser, hvor de opfordres til at gøre opmærksom på farlige eller usikre situationer.
– Vi mødes to gange om året med lærlingene inde på vores kontor og taler om, hvad der sker ude på pladserne. Vi taler også om arbejdsmiljø og lægger også op til, at de deler deres oplevelser. Jeg tror, man som lærling får en oplevelse af, at det er legalt at tage arbejdsmiljømæssige spørgsmål op, siger Signa Kyllebæk Petersen, der er arbejdsmiljøkoordinator på 13. år for Einar Kornerup A/S.
I dag er niveauet for ulykker blandt lærlingene nu på niveau med de øvrige medarbejdere, og siden 2014 er der kun registreret ganske få arbejdsulykker, der har involveret unge medarbejdere.