fbpx
Døgnrapporten
2020-09-05_at_17-04-58_Fujifilm_X-T4_DSCF6763x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. Anholdt for hashhandel Brøndby. Efter flere henvendelser fra borgere om mulig handel med hash på Brøndbyøster Torv gik lokalbetjente fra Københavns Vestegns Politi i aktion torsdag den 27. august ved middagstid. Det endte med, at en 22-årig mand fra lokalområdet blev sigtet for en stribe hashhandler og frataget cirka 80 gram hash og sine penge. […]

Anholdt for hashhandel
Brøndby. Efter flere henvendelser fra borgere om mulig handel med hash på Brøndbyøster Torv gik lokalbetjente fra Københavns Vestegns Politi i aktion torsdag den 27. august ved middagstid. Det endte med, at en 22-årig mand fra lokalområdet blev sigtet for en stribe hashhandler og frataget cirka 80 gram hash og sine penge. Der venter ham nu et strafferetligt efterspil. Lokalpolitiet hører stadig gerne fra borgerne og varsler et fortsat politifokus mod købere og sælgere i området.

Stjal dagligvarer for 75 kroner
Vallensbæk. Mandag den 31. august kl. 16.11 tilkaldte personale i et supermarked på Tværbækvej politiet, fordi man tilbageholdt en mistænkt butikstyv. En patrulje kørte frem og rejste efter undersøgelser sigtelse mod en 61-årig mand for tyveri af dagligvarer til 75 kr.

Mønter stjålet fra personbil
Brøndby. Onsdag den 2. september kl. 08.57 blev det anmeldt, at der havde været tyveri fra en personbil på Daruplund i Brøndby. Tyveriet var sket i tidsrummet onsdag den 2. september mellem kl. 01.00 og kl. 08.50. En rude var blevet knust, og der var blandt andet stjålet mønter.

Stor bøde for at køre uden førerret
Vallensbæk. Tirsdag den 1. september kl. 09.35 standsede en patrulje en varebil på Vallensbæk Torvevej til kontrol af bil og fører. Føreren, en 33-årig mand, kunne ikke fremvise kørekort, og det viste sig, at han slet ikke havde førerret. Det koster en bøde på 7.000 kr. første gang, 8.500 kr. anden gang og tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen kan konfiskeres.

17-årig stjal slik
Brøndby. Onsdag den 2. september kl. 16.17 bad en butikskontrollant i et supermarked på Nygårds Plads om politiets tilstedeværelse, fordi man tilbageholdt en ung mand mistænkt for butikstyveri. En patrulje kørte frem og endte med at sigte en 17-årig ung mand for tyveri af slik til 65 kr, hvilket han erkendte.

Færdselsuheld efter billist glemte vigepligt
Brøndby. Tirsdag den 1. september kl. 16.28 kørte en patrulje til et materielt trafikuheld på Park Allé. En bilist var kørt ad Abildager og fortsatte uden at standse for ’hajtænder’- dvs. ubetinget vigepligt – ud på Park Allé, hvor en anden bil blev påkørt. Ingen personskade, ringe materiel skade. Standser man ikke for ubetinget vigepligt og er årsag til et trafikuheld, er straffen som udgangspunkt en bøde på 2.500 kroner og en betinget frakendelse af førerretten i tre år.

Ville ikke stoppe for politiet
Vallensbæk. Onsdag den 2. september kl. 17.02 observerede en patrulje i forbindelse med en hastighedsmåling en bil, der kørte for stærkt på Brøndbyvej. Bilen blev forsøgt standset, men var ikke meget for det. Det lykkedes lidt efter at få den bragt til standsning. Føreren af bilen, en 27-årig mand, blev sigtet for at køre for stærkt. Det viste sig også, at han ikke havde førerret, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev desuden sigtet for at have overladt køretøjet til den 27-årige.

Søger vidner efter indbrud i lejlighed
Brøndby. Onsdag den 2. september mellem kl. 21.20 og 21.30 var der indbrud i en lejlighed på Brøndbyvestervej. Hoveddøren blev brudt op og lejligheden gennemgået for værdier. Tre personer – den ene i en neongrøn jakke – er set køre derfra i en sort Audi A6 stationcar. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner og andre, som har bemærket de tre mænd og bilen eller andet mistænkeligt – kontakt telefon 43 86 14 48.

Tricktyv stjal mobiltelefon
Brøndby. Om eftermiddagen torsdag den 3. september fik en kvinde frastjålet sin mobiltelefon af en tricktyv, mens hun blev klippet hos en frisør på Gammel Køge Landevej nær Brøndby Allé. En mand henvendte sig i salonen, bad om en stykke papir og opførte sig mistænkeligt – også ved kvindens taske. Da han var gået, var telefonen væk.
Tricktyven beskrives som en mand med østeuropæisk udseende med brun hudfarve, 20-25 år, 170-175 cm, spinkel af bygning, sort kort hår. Han havde markerede ansigtstræk, en spids næse og talte et ukendt sprog. Et særligt kendetegn var en fingerring med en rød sten, der lyste lidt op.

Anholdt for narkokørsel
Brøndby. Fredag den 4. september kl. 01.44 blev en bil rutinemæssigt bragt til standsning på Park Allé. Føreren af bilen, en 20-årig mand, fik foretaget en narkometertest, der førte til, at han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket.

Brand på skrotplads
Glostrup. Lørdag den 5. september kl 09.37 modtog politiet anmeldelse om, at der var udbrudt brand på en skrotplads på Naverland i Glostrup. I forbindelse med branden blev Gammel Landevej kortvarigt afspærret af hensyn til slukningsarbejdet. Brandårsagen er endnu ikke klarlagt.

Stoppede for rødt og blev ramt bagfra
Glostrup. Lørdag den 5. september klokken 09.53 skete der et trafikuheld på Hovedvejen i Glostrup. En ung mand havde overset, at bilisten foran havde bremset for rødt. Derfor var han kørt op bag i bilen foran ham. Ingen var kommet noget til.

Kontanter, smykker og it-udstyr stjålet
Brøndby. Søndag den 6. september mellem kl. 16.30 og 23.45 blev en dør brudt op til en lejlighed på Maglelund, rummene gennemrodet og der blev bl.a. stjålet kontanter, smykker og it-udstyr. Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget usædvanligt på tidspunktet – kontakt telefon 4386 1448.

Anholdt for spirituskørsel
Glostrup. Søndag den 6. september kl. 02.08 blev en bil bragt til standsning på Byparkvej. Føreren af bilen, en 56-årig mand, blev vurderet påvirket, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørt til Politigården i Albertslund for blodprøve. Han erkendte forholdet i øjeblikket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top