Debutant holdt buret rent
2020-09-26_at_15-25-42_Fujifilm_X-T4_DSCF1955x.jpg

Foto: Robert Hendel

Naja Bahrenscheer fik en god ligadebut i førstekeeper Katrine Abels fravær. Foto: Robert Hendel
SPORT. Naja Bahrenscheer fik lørdag sin ligadebut i Brøndby-trøjen. Hun kvitterede med en noget nær fejlfri præstation, der også fik ros af træneren

Lørdagens kamp mod FC Thy – ThistedQ bød på ligadebut i Brøndbys mål til unge Naja Bahrenscheer.

Hun afløste den normale faste kvinde i målet, Katrine Abel, der døjede med en mindre skade. Det var dog ikke til at se, at landsholdets førstekeeper manglede, for Naja Bahrenscheer greb sikkert ind ved de få muligheder, som udeholdet kom frem til.

– Det er selvfølgelig dejligt, at trænerteamet viser mig den tillid, så jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, når jeg får chancen, siger Naja Bahrenscheer.

Hun mener, at holdet spiller en fin kamp, og at de holder nullet, er hele holdets fortjeneste.

– Vi spiller en fin kamp og holder dem fra de største chancer, og med lidt held kan vi nok godt score lidt flere mål, så det var fint, siger den unge målmand.

Hun har nu holdet nullet i begge de kampe, hun har spillet på klubbens førstehold. Det håber hun, at kan blive ved med.

– Det vil man som målmand altid gå efter. Så længe vi holder nullet nede bagi, er sandsynligheden for at vinde også meget større, siger Naja Bahrenscheer, der ikke behøver at være i tvivl om, hvorvidt træner Per Nielsen har tillid til hende.

Han hentede hende sidste år til Brøndby for at styrke bredden på målmandsposten. Lørdag fik Naja Bahrenscheer så vist sig frem i en topkamp i ligaen for Brøndby, og træneren kunne lide, hvad han så.

– Hun er en klassekeeper, der har stået mange kampe i ligaen for BSF. Det er fedt, at vi har så god en målmand, der gør det godt, så det er vi supertrygge ved, siger Per Nielsen om sin unge reservemålmand, der også stod for et clean sheet i pokalkampen mod Herlufsholm tidligere på måneden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top