Dagligvarebutik på vej til Hvissinge
Dagligvarebutik.jpg
Her kan der ligge en dagligvareforretning allerede næste år. Foto: Jesper Ernst Henriksen (arkiv)
GLOSTRUP En ny dagligvareforretning kan blive bygget på den tidligere Carl-Bro parkeringsplads. Det vil glæde mange borgere i områder, der har svært ved at komme til andre muligheder

På kommunalbestyrelsens møde i august blev det endeligt vedtaget at lave en lokalplan og kommuneplan, der giver mulighed for en dagligvarebutik på den gamle Carl-Bro parkeringsplads i Hvissinge. Forretningen kan blive på op til 1.200 kvadratmter, hvilket svarer til størrelsen på nye discount-supermarkeder som Netto eller Rema 1000.
Det glædede blandt andet Lars Høimark (S) sig over:
– Personligt er jeg rigtig glad, for den kommer til at ligge 100 meter fra hvor jeg bor. Dog tror jeg ikke, jeg er den, der kommer til at bruge den mest, jeg har andre muligheder, men der er mange borgere i lokalområdet, som har svært ved at komme rundt. Derfor synes jeg, at det er rigtig godt med en dagligvareforretning, sagde han.
Høringen af den nye lokalplan skete hen over corona-nedlukningen, hvilket blandt andet betød, at det var nødvendigt at holde et digitalt borgermøde. Det gik rigtig godt.
– Jeg vil rose administrationen for det borgermøde, de afholdt. De var virkelig first mover på digitale borgermøder. Der var rigtig mange borgere med, og administrationen har efterfølgende fortalt andre kommuner om, hvordan man gør, sagde Piet Papageorge (V), formand for Vækst- og Byudviklingsudvalget.
Han var også selv en del af borgermødet og fik også ros af Dan Kornbek Christiansen (K).

Klar i 2022
Det er Glostrup Kommune, der ejer parkeringspladsen. Den grund skal nu opdeles og hjørnet, hvor der skal ligge en dagligvareforretning skal sælges i et udbud. Glostrup Kommune har dog allerede fået henvendelser fra flere interesserede. Derefter skal køberen af grunden have en byggetilladelse og gennemføre byggeriet.
Glostrup Kommune forventer, at den nye dagligvareforretning kan stå færdig i slutningen af 2021 eller starten af 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top