Budget præget af ny udligning
Budget-med-fokus-på-boern-unge-og-klima-1.jpg

Der skal findes plads til flere børn i Vallensbæk i de kommende år, det sker blandt andet ved at oprette en udflyttergruppe i daginstitutionen Sommerfuglen.

Der skal findes plads til flere børn i Vallensbæk i de kommende år, det sker blandt andet ved at oprette en udflyttergruppe i daginstitutionen Sommerfuglen.
VALLENSBÆK. Budgetlægningen for næste år for Vallensbæk Kommune havde én overskrift: Der skulle findes 29,1 millioner kroner. De skal dække udgifterne til den ændrede udligning. De blev fundet ved en skattestigning på 0,5 procentpoint og en plan om at tiltrække flere borgere til at betale regningen

Det var absolut ikke tilfredse politikere i Vallensbæk, der sidste efterår kunne læse om regeringens aftale om en reform af udligningssystemet. Ifølge kommunens beregninger vil den samlede aftale til næste år koste Vallensbæk Kommune næsten 16 millioner kroner. Det stiger til 29 millioner kroner i 2025.

Det er noget mere end de 16 millioner kroner, som oprindeligt blev meldt ud fra forligspartierne. Det samlede beløb bliver større, fordi der også ændres i nogle beregninger omkring udlændinges uddannelsesniveau og nogle demografiske kriterier.

– Man kalder ikke en spade for en spade, sagde borgmester Henrik Rasmussen (K) på mødet, hvor budgettet blev 1. behandlet.

Han brugte igen chancen for at påpege sin utilfredshed med udligningsreformen:

– Der er ingen tvivl om, at Vallensbæk har været en godt drevet kommune. Vi har vist ansvarlighed og haft fokus på at skabe nogle gode, bæredygtige resultater for vores kommune. Desværre er det sådan, at flid ikke altid betaler sig. Udligningen rammer Vallensbæk hårdt. Vi skal af med 28 millioner kroner om året i drift. Det svarer til 60 pædagoger eller sosu’er. Det kan godt være, det ikke er mange penge fra den enkelte borger, men i kommunens regnskab er det rigtig mange penge. Jeg synes, vi bliver ramt urimelig hårdt, også fordi vi i forvejen har en højere skatteprocent end andre, sagde han.

Også Kenneth Kristensen Berth (DF) kritiserer reformen:

– Det er himmelråbende vanvittigt, at borgerne i Vallensbæk skal betale mere i skat uden at de kommuner, som får pengene, kan bruge disse ekstra penge på velfærdsløft, fordi de så rammer servicevækstloftet. Dermed går de penge, som Vallensbæk-borgerne betaler ekstra, direkte i andre kommuners skattekister, hvor de kan samle støv og en smule renter, hvis de bliver investeret klogt. Det bliver jeg ærligt talt temmelig pikeret over, siger han.

Søren Wiborg (S) blev klandret for, at Socialdemokratiet var hovedarkitekterne bag forliget. Det ville han dog ikke have siddende på sig.
– Det er ikke mig og Socialdemokratiet i Vallensbæk, der har lavet den udligningsreform, så det kan vi ikke tage ansvar for, men vi har taget til efterretning, at sådan er det. Når det nu ser sådan ud, tager vi ansvar for at være med til at finde en finansiering, sagde han.

Skattestigning

For at finansiere den stigende udgift til udligning, er alle tre partier i kommunalbestyrelsen enige om at hæve skatten med det maksimale, som regeringen har tilladt, hvilket er 0,5 procentpoint. Det giver 11 millioner kroner til næste år og 15 millioner kroner i 2024.

– Hvis ikke vi hæver skatten, så skal vi ud at fyre. Forudsætningen for, at Vallensbæk kan have det serviceniveau, som vi har i dag, det er en skatteforhøjelse, sagde Henrik Rasmussen.

De andre partier ville heller ikke være med til at tale om store nedskæringer i antallet af kommunale medarbejdere.

– Der er ikke en eneste politiker, der har talt om fyringer. Der er ikke nogen politikere, der har nævnt, at klippekortordningen eller kørslen til de ældre skal afskaffes. Vi tror, at det kan komme til at hænge sammen med de skattestigninger, som vi bliver nødt til, for at undgå besparelser, sagde Søren Wiborg.

– Alle forringelser på ældreområdet blev taget af bordet. Mulighedskatalogets forslag om afskaffelse af klippekortordningen og kørsel til Korsagergård er væk. Vi har tværtimod sørget for, at der bliver afsat en halv million ekstra til øgede aktiviteter på ældreområdet i lyset af at corona-situationen har ødelagt en masse arrangementer for vores ældre borgere i indeværende år. Nu bliver der flere penge næste år til at afvikle aktiviteter for de ældre, siger Kenneth Kristensen Berth.

Udvikling

Skattestigningen dækker dog kun omkring halvdelen af den regning, som kommer fra udligningsreformen. Resten af indtægterne skal komme fra flere skatteborgere, så der skal bygges flere boliger i kommunen.

– Det er bedre at være en kommune i udvikling end ikke at være det. Hvis ikke vi er i udvikling, kommer der ikke nogen nye skatteborgere til byen. Det ville betyde, at vi skulle til at reducere vores velfærd og driftomkostninger, siger Henrik Rasmussen.

Ifølge Søren Wiborg handler det også om at tage ansvar for at finde plads til de mange, der gerne vil bo i hovedstadsområdet.

– Vi er med på, at Vallensbæk skal være en vækstkommune. Vi kan se i de kommuner, hvor folketallet går tilbage, at kommunale bygninger forfalder. Danmarks Statistik har beregnet, at der inden 2030 vil være behov for boliger til yderligere 300.000 mennesker i hovedstadsområdet. Det skal vi yde vores bidrag til, siger han.

Det stigende befolkningstal kan dog også aflæses i budgettet.

– Når vi er en vækstkommune betyder det også, at der er nogle følgeomkostninger, vi skal have med i forhold til budgetlægningen. Det er udvidet skolekapacitet og plejekapacitet, og det er infrastruktur, siger Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top