fbpx
Skød mod par og flygtede
skud.jpg

Sent søndag aften blev der skudt på Brøndby Nord Vej. Foto: Presse-fotos.dk

Sent søndag aften blev der skudt på Brøndby Nord Vej. Foto: Presse-fotos.dk
BRØNDBY. Natten til mandag var der massiv menneskejagt, efter der blev skudt mod to personer på Brøndby Nord Vej. Fem blev anholdt, men kun tre fremsat for en dommer, der ville se flere beviser. Dem har politiet har fået tre dage til at skaffe

Sent søndag aften omkring klokken 23 blev der skudt fra en knallert mod en personbil på Brøndby Nord Vej. I bilen opholdt der sig to personer, der dog ikke blev ramt af skuddene. Efterfølgende var politiet massivt til stede i området. Allerede kort efter skuddet blev en ung mand anholdt.

Politiets jagt på gerningsmænd fortsatte dog hele natten. Blandt andet var politiet massivt til stede i Hvissinge med assistance fra en helikopter.

Den sidste person blev anholdt omkring klokken fire om natten, og da natten var slut, havde politiet anholdt fem personer. I løbet af mandagen må politiet dog have vurderet, at der ikke var beviser nok mod to af de anholdte, som derfor blev løsladt uden at komme for en dommer.

Mandag eftermiddag blev de resterende tre mistænkte fremstillet i grundlovsforhør. Det var dog kun to af dem, der var til stede i retten.

De blev alle tre sigtet for overtrædelse af den grove voldsparagraf og for våbenbesiddelse. Derudover blev en af de mistænkte sigtet for et overfald tidligere i juli i et træningscenter i Rødovre, som han tilstod delvist.

Dørene i grundlovsforhøret blev lukket af hensyn til efterforskningen, der kun var få timer gammel. Derudover blev der nedlagt navneforbud, blandt andet med henvisning til de mistænktes unge alder.

Manden, der havde erkendt overfaldet i et træningscenter, blev varetægtsfængslet frem til den 28. august. De to øvrige mistænkte fik kun opretholdt deres fængsling i tre gange 24 timer.

Dommeren har altså vurderet, at der ikke på nuværende tidspunkt var beviser nok til en varetægtsfængsling. Derfor har politiet altså nu frem til torsdag eftermiddag til at finde flere beviser eller løslade de mistænkte.

Sagen handler ifølge Ekstra Bladet om et opgør mellem to kriminelle grupper.

Også den 30. juli var der skyderi i området, og politiet undersøger derfor, om de to forhold har relation til hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top