Politiet til stede på skolevejene
Foto-MC-kontrol-Rdet-for-Sikker-Trafik-3000x2000-1.jpg
Politiet er tilstede på skolevejene lige i øjeblikket. Foto: Københavns Vestegns Politi
HELE OMRÅDET. Sidste uge startede skolerne igen. Dermed er der igen fokus på trafikken på skolevejen fra Københavns Vestegns Politi

Skolestart er også trafikstart på skolevejene for de mindste trafikanter. Derfor er der lige nu ekstra fokus på skolevejen fra færdselsbetjentene ved Københavns Vestegns Politi.
– Nu skal mange små drenge og piger lære at begå sig i trafikken til fods og på cykel – de kan være usikre og derfor skal alle vi andre trafikanter give dem ekstra plads og vise dem et helt særligt hensyn, siger leder i lokalpolitiet, vicepolitiinspektør Søren Uhre, Københavns Vestegns Politi.
I de kommende uger vil betjente fra Københavns Vestegns Politi stå klar ved skolerne og på skolevejene om morgenen:
– Vi vil allerhelst nøjes med at tale om trafiksikkerhed med børn og voksne, for det skal være sikkert og trygt for børn og unge at cykle eller gå i skole. Men vi har jo altid bødeblokken med, hvis det er, siger vicepolitiinspektøren.
Betjente fra lokalpolitiet, patruljetjenesten og færdselspolitiet besøger så mange skoler på Vestegnen som muligt i de kommende uger – visse steder med fotovogne.
De vil fokusere på sikkerhed og hensyn til børn i trafikken – og have et ekstra øje på biler i høj fart ved skoler, børn uden sikkerhedsseler, brug af håndholdt mobil, parkeringer til fare og øvrig trafikal adfærd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top