Nyopførte boliger i Kirkebjerg åbner for udlejning i næste måned
2020-08-12_at_11-22-11_DSCF7196x.jpg

Foto: Robert Hendel

Borgmester Kent Magelund (S) i midten har store forventninger til det kommende byggeri i Kirkebjerg. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. I sidste uge blev der afholdt rejsegilde i Kirkebjerg Parken. Det var det første af slagsen på Brøndby-siden af den nye bydel, der kommer til at rumme op mod 2.000 nye boliger

Boligbyggeriet i Kirkebjerg er i fuld gang. Onsdag formiddag fandt det første rejsegilde sted på Brøndby-siden af den nye bydel, der i løbet af de næste mange år kommer til at rumme mere end 2.000 nye boliger.
I Kirkebjerg Parken forventer man, at de første lejligheder står klar til indflytning allerede i begyndelsen af 2021. Boligerne, som udbydes som lejeboliger, henvender sig ifølge udvikleren Raundahl & Moesby især til det modne publikum.
– Det kan være pensionister, som gerne vil have en mindre bolig og langt mindre vedligehold, men det er lige så meget børnefamilier, som er den primære målgruppe, men vores publikum er ret bredt, forklarer Morten Jensen, der er projektudviklingsdirektør i Raundahl & Moesby.

Biler under jorden
Morten Jensen forventer, at der kommer tryk på, når udlejningen af de første boliger åbner til september. Byggeriet kommer til at foregå i tre etaper, hvor der løbende bliver åbnet for udlejning, når en etape er gennemført.
– Vi forventer, at det hele er færdigt til efteråret 2021. Og vi har planlagt byggeriet på en måde, så de, der flytter ind får minimal gene fra den resterende del af byggeriet, eksempelvis ved at facaderne er færdige på de næste etaper, siger Morten Jensen.
Når byggeriet står færdigt vil beboerne også spejde langt efter et stort parkeringshus, som man ser ved mange andre nybyggerier. I stedet har udviklerne valgt at etablere en parkeringskælder, selvom det er en dyrere løsning.
– Vi havde muligheden for at lave det som et P-hus i stedet for, men noget af kvaliteten ved området er netop, at det ikke er så intensivt bebygget, fortæller Carsten Raundahl, som er administrerende direktør i Raundahl & Moesby.
Han mener, at det er med til at gøre området mere luftigt, når bilerne ryger under jorden, og selvom det måske koster mere at etablere, vil det være en gevinst på længere sigt.
.- Samlet bliver værdien af boligerne så meget højere, at det godt kan betale sig at etablere en parkeringskælder, siger Carsten Raundahl.

Grønt område
En parkeringskælder giver mulighed for at anlægge et grønt, rekreativt område på grunden, som vil gavne området.
– Det bliver meget grønt og åbent, og det betyder, at der bliver mere plads til folk, netop fordi bebyggelsesprocenten er så lav, siger Carsten Raundahl, der onsdag i sidste uge kunne holde rejsegilde i selskab med håndværkere og folk fra kommunen.
Her kunne Carsten Raundahl konstatere, at byggeriet skrider så godt frem, at det muligvis bliver afleveret tidligere end planlagt.
– Der er et godt flow på byggepladsen, og håndværkerne arbejder godt sammen. Det er en rigtig positiv ting, siger Carsten Raundahl.
Ifølge Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) er Kirkebjerg Parken startskuddet på det hidtil største byudviklingsprojekt i kommunen.
Op mod 2.000 nye boliger vil skyde op og udgøre grundstenen i en ny levende bydel hvor moderne boliger vil spille sammen med den stærke erhvervshistorie, lød det, da han holdt tale på byggepladsen.
I alt kommer Kirkebjerg Parken til at rumme 173 lejeboliger. Hvad det kommer til at koste at bo i lejlighederne, vil blive offentliggjort i september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top