fbpx
Nu starter papordningen
Papbeholder-front.jpg

Nu kan de første glostrup-borgere nemmere sortere deres pap. Foto: Glostrup Forsyning

Nu kan de første glostrup-borgere nemmere sortere deres pap. Foto: Glostrup Forsyning
GLOSTRUP. I disse uger får mange parcelhuse i Glostrup en papbeholder, fordi beboerne har tilmeldt sig den nye papordning hos Glostrup Forsyning. Det skal gøre det nemmere at sortere småt pap hjemme. I uge 37 bliver beholderne tømt for første gang, og herefter tømmes de hver fjerde uge

I foråret havde Glostrup Forsyning tilmelding til ordningen med indsamling af pap. Mange parcelhuse og kolonihaver tilmeldte sig ordningen, og nu er godt 2.000 nye beholdere i første omgang ved at blive leveret til de tilmeldte parcelhuse. Her kan de sortere deres småpap såsom en kartonæske fra et morgenmadsprodukt, eller mindre papkasser i små stykker.

De tilmeldte parcelhuse vil for første gang få tømt deres beholder i uge 37, og herefter tømmes de hver fjerde uge. De større stykker pap fylder hurtigt beholderen op, og derfor skal de ikke lægges i beholderen. I stedet skal store stykker pap afleveres som en del af storskraldsordningen som hidtil eller på Glostrup Genbrugsstation.

Pap genanvendes

Det nytter at sortere pappet, for jo mere der sorteres, jo mere kan genanvendes. Faktisk kan pap genanvendes en del gange, før fibrene bliver for slidte. Det sorterede pap kan dermed få nyt liv i nye produkter såsom en ny papkasse.

Det er vigtigt, at det sorterede pap er ’rent’ pap, og der må for eksempel ikke være plast på pappet, og det må heller ikke have madrester på.

Du kan sortere æggebakker, karton, bølgepap, ren papemballage, løst pap og papruller fra toiletpapir- og køkkenruller. Det er de ting, der må lægges i beholderen.

Det er stadig muligt at tilmelde sig papordningen. Glostrup Forsyning leverer din nye beholder hurtigst muligt, og du kan forvente, at du modtager den ca. én måned før beholderne tømmes første gang. For at få beholderen til småt pap skal man tilmelde sig via en formular på Glostrupforsyning.dk/pap.

I 2021 får de tilmeldte kolonihaver deres beholdere leveret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top