Natteravne vil rekruttere igen
natteravne-1.jpg
Fredag den 28. august fra 16 til 19 kan man møde natteravnene på Vallensbæk Stationstorv. Foto: Natteravnene
VALLENSBÆK. Natteravnenes opstart i Vallensbæk blev sat på pause af coronaen, men nu går de igen i gang med at hverve frivillige

Som vi tidligere har skrevet her i Folkebladet, har en gruppe borgere taget initiativ til, at Natteravnene i Vallensbæk igen bliver aktive for at skabe tryghed for de unge og alle andre.
– Det er ikke som sådan, at man oplever en stigende utryghed i nattelivet, men der er brug for en voksen tilstedeværelse i Vallensbæks natteliv. Nogle voksne mennesker, som kan støtte, hjælpe og skabe noget tryghed, for de unge, siger John Frimann, formand i Brøndby.
Vallensbæk har tidligere haft Natteravne, men lokalforeningen nedlagde sig selv i 2019 på grund af manglende opbakning. Nu er man godt på vej til at få en lokalafdeling af Natteravnene i Vallensbæk op at stå igen, hvor Natteravnene i Brøndby hjælper til.
Initiativtagerne havde deres første møde i februar og har ind til videre 16 frivillige. Der er dog brug for flere Natteravne for at foreningen kan komme i gang. Derfor holdes der en hvervekampagne, hvor borgere, der er interesserede i at blive Natteravne, kan deltage.
Hvervekampagnen holdes fredag den 28. august mellem klokken 16.00 og klokken 19.00 på Vallensbæk Stationstorv. Her vil initiativgruppen fortælle om praktiske forhold, og det at være Natteravn.
– Det vigtigste er, at de lokale unge får en hjælpende hånd i nattelivet. Det handler overhovedet ikke om, at Natteravnene skal lege politi eller gå og skælde ud. Natteravnene skal skabe noget tryghed og hjælpe de unge, når og hvis vi kan, siger John Frimann.

For alle aldre
Der er Natteravne på mellem 20 og 80 år. Alle med sund fornuft kan være med.Natteravnene har hverken sociale eller politimæssige beføjelser og griber ikke fysisk ind. Men de er let genkendelige, hvis unge har brug for en hjælpende hånd eller et godt råd fra en gruppe ansvarlige neutrale voksne.
– Natteravnene er lokale voksne i alle aldre, men især forældre med teenagere og bedsteforældre, der går rundt i lokalområdet på relevante tidspunkter dag, aften eller nat, i hold på tre m/k, iført deres karakteristiske gule beklædning. Den enkelte Natteravn bruger måske 2-3 timer 3-5 gange om året, for at være med, siger John Frimann.

Fakta
Kontakt til Natteravnene. Hvis man er interesseret i at være med, kan man kontakte Natteravnene på mailadressen: broendby@natteravnene.dk eller mobil 60 89 61 63.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top