Kreative kollegianere: Vil lære de unge at klare sig selv
2020-08-06_at_16-27-25_DSCF5021x.jpg

Foto: Robert Hendel

Thor Pontoppidan er community manager på The Mark i Brøndbyøster. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Folkene bag det nye kollegium i Brøndby har store ambitioner - ikke kun for stedet, men også på beboernes vegne

Det bliver ikke et kollegium i traditionel forstand, som åbner på Brøndbyøster Boulevard 22 i næste måned.

Ifølge folkene bag The Mark, som kollegiet kommer til at hedde, skal de 494 boliger ikke kun være et sted, hvor folk bor. Fællesskabet skal være i centrum, og folk skal lære noget nyt, inden de flytter.

– Vi håber, at folk kan klare sig selv, når de flytter ud fra The Mark. Derfor er vi ved at udforme 10 færdigheder, som man skal have, når man forlader kollegiet for at finde en ny bolig, forklarer Thor Pontoppidan, der er en af flere community managere på The Mark.

Derfor kommer der heller ikke til at være en traditionel vicevært på stedet. I stedet er der ansat en handyman, der hjælper beboerne med selv at ordne de ting, der er problemer med.

Dyrker fællesskabet

Som community manager er Thor Pontoppidan kollegiets mand i marken, og han skal være med til at facilitere stedets mange beboere, og han kommer også selv til at bo på kollegiet. På den måde er der altid en at få fat på, hvis der skulle opstå en akut situation.

– Vores opgaver spænder vidt. Det er alt fra at arrangere sociale sammenkomster til at sørge for at folk, der bor her, trives. Vi har en filosofi, der hedder, at du må gerne være alene, men aldrig ensom på The Mark, siger Thor Pontoppidan.

Derfor forsøger folkene bag The Mark også at skabe et dynamisk miljø med plads til forskellighed. Blandt andet vil der blive etableret et et 3.000 kvadratmeter stort fællesareal, hvor folk kan dyrke forskellige interesser. De mange værksteder skal være med til at knytte folk på tværs af unddannelsesretning, og det kan være et alternativ til at mødes over en øl i fredagsbaren.

– Det bedste middel mod ensomhed er, at folk har en hobby, og vi håber, at folk vil synes, at det er rart selv at kunne lappe sin cykel og den slags. Det har vi tænkt meget ind i konceptet, siger Iben Marburger Juul, der er partner i virksomheden SquareMeter, som står bag The Mark.

Sund fornuft

Når beboerne flytter ind på The Mark, er boligen allerede møbleret. Det er blandt andet for at gøre det nemt for de kommende beboerne, men der er også et bæredygtigt aspekt i det.

– I den verden vi lever i, kan man ikke tillade sig at smide ting ud hele tiden. Derfor har vi arbejdet med et princip om sund fornuft. Det skal ikke være bæredygtigt for enhver pris, forklarer Iben Marburger Juul.

Et ødelagt møbel skal altid kunne få et nyt liv. Derfor kommer mange af møblerne i fællesarealerne til at bestå af genbrugsmaterialer, og møblerne på værelserne er designet på en måde, så de kan tilpasses den enkelte beboers behov, uden brug af skruemaskiner.

God beliggenhed

De første 30 værelser, der har indflytning i begyndelsen af september, er allerede besat, og Iben Marburger Juul oplever en stor efterspørgsel, selvom boligerne ikke ligger i centrum af København.

– De fleste bliver overraskede over, at Brøndby ikke ligger længere væk, og hvor grønt her er, siger hun.

Fra kollegiet er der ikke langt til Brøndbyøster Station. Her tager turen til hovedbanegården 13 minutter.

– Det har været essentielt for os at bygge et kollegium et sted, hvor der ikke var langt til byen, og hvor det samtidig lå tæt på nogle uddannelsessteder og grønne områder. Det fandt vi her, siger Iben Marburger Juul.

Huslejen svinger fra 4100 til 5400 kroner, og beboerne har mulighed for at søge boligstøtte via kommunen. For at komme i betragtning til en bolig på The Mark, skal man søge via et ansøgningsskema på kollegiets hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top