Jønsson var på mange måder en gentleman
2020-01-30_at_15-59-03_DSC_6934x.jpg

Foto: Robert Hendel

Jørgen Jønsson gik bort i sidste uge. Han blev 80 år. Foto: Robert Hendel
SPORT. En cricket legende har forladt sit gærde for sidste gang

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelsen om Jørgen Jønssons død. Jørgen blev i cricketkredse ofte kaldt ”Jøns”.

Vores tanker og kondolencer går først og fremmest til Jørgens kone, Lone og hans to døtre – Janni og Pernille. Jørgen har på mange måder defineret deres liv med sin store passion for cricketsporten. De er blevet involveret i alt. I hele deres liv er de blevet trukket med ud på banerne, mens de samtidig har lagt øre til mange af Jørgens beretninger og anekdoter. Det må, sammen med deres store sorg, også føles meget tomt.

Alle i cricketsporten deler deres tab.

Også for alle os andre sniger tomheden sig ind på os. Jørgen har altid været her, og aldrig har han ladet os glemme, at han på mange måder har stået meget centralt i vores cricket-familie. Jørgen har været involveret i mange gøremål gennem sit lange og aktive liv. Ja, vel mere cricket-liv end så meget andet. Han kunne simpelthen ikke lade være med at være involveret. Selv efter Jørgen fik sin diagnose, var det ham magtpåliggende at komme ud og være med. Ikke mange dage inden sit tilbagefald og død, var Jørgen at finde i sin klapstol på Svanholm Park.

Det har været stærkt at følge Jørgens sidste tid. Hvor mange nok ville gemme sig i familiens skød og ikke besvære andre med den sidste fase af livet, så gik Jørgen også her mod strømmen. Der blev kommunikeret flittigt på Facebook. Både status på sit helbred, men han havde fortsat masser af energi til også at give sin mening til kende om både cricket, andre idrætter og politik mv. Jørgen ville og kunne til det sidste lade sig høre.

I cricketsporten har Jørgen som sagt været involveret i mangt og meget. Det er svært at være sikker på at få alt med.

Som spiller var han i mange år en vigtig komponent i Svanholms rejse til toppen af Dansk Cricket. Jørgen nåede heldigvis selv at få guldmedaljer om halsen, inden han sluttede sin egen spillemæssige karriere. Jørgen var en af dem, der i 60’erne og 70’erne kæmpede forgæves med at vippe Aab af pinden. Derfor må det have været en særlig tilfredsstillelse, da han sammen med Svanholm endeligt lykkedes med den mission i 1976.

Jørgen havde i mange år ansvaret som anfører for Svanholms førstehold, og man var aldrig i tvivl om, at det var en opgave han tog på sig 100%, og han brugte igennem denne rolle sin indflydelse på at skabe de bedste resultater for sin klub.

Svanholm fyldte en del i Jørgen Jønssons liv. Foto: Robert Hendel

Sideløbende med at Jørgen fortsat selv spillede, var han en vigtig ankermand i trænergerningen i Svanholm. Særligt ungdomsarbejdet lå hans hjerte nært. Arbejdet med de unge gav særlig mening for ham. Jørgen var dog også involveret i at træne de voksne. Mange klubber på Sjælland har haft Jørgen involveret. Han var altså mere end en Svanholmer. Cricket stod højere i hans hjerte end sin egen klub. En prioritering, der kunne skabe gnister.

Jørgen var i mange år involveret i forbundsarbejde. Hovedinteressen var spillet og træningen. Jørgen har i forbundet været landstræner for herrelandsholdet og vores U-hold gennem mange år. Da han forlod den rolle, var han fortsat involveret som eliteansvarlig, hvor han i en periode også var en del af DCF’s bestyrelse og senere også udnævnt til æresmedlem i forbundet. Også i disse roller satte Jørgen sig i førersædet. Jørgen var enten rigtigt med – ellers var han ikke interesseret. At sidde på bagsædet, var ikke Jørgens natur.

Jørgen var en ivrig formidler og skribent, og han har skrevet kilometervis af indlæg og artikler gennem årene. Jørgen elskede at fortælle, både i tale, men så absolut også på skrift. Og da han fik øjnene op for Facebook, så kunne han for alvor folde sig ud. Jørgen var altid hurtig på tasterne og havde stor lyst til at dele sin opfattelse og beskrive sine vinkler på næsten enhver sport, politik og andre samfundsforhold. Jørgen var en af forbundets ”historikere”, altid kunne Jørgen genfortælle hvem og hvornår et billede var fra, og hvilken historie, der evt. var bag et billede.

Jørgen var, og vil blive husket i mange år som en meget passioneret mand. I cricketsportens tjeneste og for sin familie. Jørgen sagde aldrig nej til at hjælpe dem, der måske ikke helt havde kræfterne til at klare sig i systemerne. Jørgen stillede ofte op for at hjælpe andre på vej. For Jørgens generation en naturlighed, som vi kommer til at savne.

Jørgen var på mange måder en gentleman og mange kaldte Jørgen ”Mr. Cricket”.

Jørgen vil blive savnet og husket mange år frem.

Ære være Jøns minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top