Ingen konservativ plan for plejehjem
Debat.png
DEBAT. Carina Kristensen Berth (DF) Medlem af Social- og sundhedsudvalget i Vallensbæk Kommune

Carl Friis Skovsen stiller i Folkebladet den 19. august en række relevante spørgsmål om plejehjemspladser i Vallensbæk. I det meget lange svar fra Jytte Bendtsen, formår udvalgsformanden at sløre det faktum, at der faktisk reelt ikke er nogen plan for udbygning af plejeboliger i Vallensbæk.
De Konservative har nemlig valgt at satse hele butikken på, at der bliver opført friplejeboliger i forbindelse med byggeriet af de nye højhuse langs Køge Bugt Motorvejen. Det byggeri, som nu er stoppet af en klage, og som Dansk Folkeparti i øvrigt er modstandere af, da støjniveauet på grunden er så højt, at det ikke egner sig til menneskelig beboelse – og derfor naturligvis heller ikke til plejehjem.
Vi havde ellers netop vedtaget en udvidelse af Højstruphave, men den blokeres nu af et friplejehjem, som vi ikke aner om bliver til noget eller ej.
Vi har ikke noget imod friplejeboliger i Vallensbæk, men vi har noget imod, at de placeres på en grund, hvor man skal medbringe megafon for at kunne høre, hvad hinanden siger! Støj er usundt, og det skal vi ikke udsætte vore ældre borgere for.
Helst så vi friplejehjemmet aflyst og udvidelsen af Højstruphave sat på skinner igen. Men det vil det Konservative flertal som bekendt ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top