Guld og rekorder til lokale vandskiløbere
file.jpg
Albert Vesterbæk fra Vallensbæk Vandskiklub vandt tre guldmedaljer ved årets danmarksmesterskaber. Foto: Katrine Andersen
SPORT. Der blev leveret flotte resultater i verdensklasse og slået danske rekorder, da Vallensbæk Vandskiklub var vært for danmarksmesterskaberne

Oprindeligt var DM i vandski aflyst på grund af corona-smitterisikoen. Mesterskaberne blev dog reddet med kort varsel, da Vallensbæk Vandskiklub valgte at stable et DM-arrangement på benene.

– Vi havde hele arrangementet oppe at køre på otte dage, og det er vist rekord, fortæller formand for Vallensbæk Vandskiklub, Johan Høgh Sørensen.

Danmarksmesterskaberne er blandt årets højdepunkter i vandskisporten, og en aflysning ville derfor være et stort tab.

– Vi har forholdene til at kunne afvikle med hensyntagen til de gældende corona-regler, og derfor var Vallensbæk løsningen, siger Johan Høgh Sørensen, der sammen med en række andre ildsjæle i Vallensbæk Vandskiklub fik tingene sat i gang hurtigt, så der også i 2020 kunne kåres danske mestre i de klassiske discipliner som slalom, trick og hop.

Mange medaljer

Ved årets danmarksmesterskaber blev det til flotte resultater og flere danske rekorder, og især Albert Vesterbæk, som stillede op for Vallensbæk Vandskiklub i kategorien U10, imponerede med to nye danske rekorder i slalom og hop. Samtidig vandt han tre guldmedaljer, ligesom hans storebror Oscar Vesterbæk heller ikke holdt sig tilbage. Han vandt tre guldmedaljer i kategorierne U14 slalom, hop og kombineret, mens han scorede en sølvmedalje i trick.

Generelt havde Vallensbæk Vandskiklub et stærkt felt og hev mange guldmedaljer hjem både til individuelle deltagere og som hold.

Victor Schultz-Sørensen vandt guld i slalom åben, mens Lars Arp Hansen vandt guld i slalom og trick for +65. Helene Høgh Sørensen vandt guld i slalom for U21 og åben, mens Katrine Andersen tog guldet i slalom +35 og bronze i slalom åben.

Stina Klingenberg-Petersen vandt bronze i slalom +35, og Helene Høgh Sørensen vandt sølv i slalom åben. Jesper Rudbæk vandt guld i slalom +55.
Tue Ernst Nielsen, som stillede op i både U21 og den åbne kategori, er i den absolutte verdenselite og scorede 9030 point og en guld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top