Grøntsagsbazooka og cykel-smoothies
Madmotion-3.jpg
Grøntsagsbazookaen er en maskine helt i Storm P’s ånd – eleverne pumpede trykket op i beholderen, der drev maskinen, som skød grøntsagsstave ud.
VALLENSBÆK. 5. klasserne i Vallensbæk lærte om mad og sundhed, samtidig med at de dystede mod hinanden

Kør på smoothie-cyklen, fyr grøntsagsbazookaen af, smag en ansjos – og sjip & dip. Det var nogle af de forskellige aktiviteter, som 5. klasserne på Vallensbæks tre skoler har kunnet prøve de seneste dage.
Det var foreningen Hello Kitchen, der var kommet ud med mad-maskinerne, blandt andet den super-sindrige grøntsagsbazooka, som får sin energi fra to cykelpumper, som eleverne skiftes til at betjene.
– Det bliver sværere og sværere at pumpe, efterhånden som beholderen bliver fyldt op. Så måske skal de stærkeste af jer pumpe til sidst, sagde Jonas Vigkilde, der er kok og idégenerator hos Hello Kitchen.
Og så gik eleverne ellers igang med at pumpe, så grøntsagsbazookaen kunne spytte gulerods- og agurkestave ud. Der blev heppet ivrigt på dem, der pumpede, og Jonas noterede ekstrapoint for godt kammeratskab.
Henne ved ”Sjip & dip”-­stationen kunne eleverne sjippe sig til sekunder med blenderen. Resultatet blev en lækker dip af skyr, ærter, hvidløg og citron.
Der var også ingrediens-stafetløb, hvor de forskellige madvarer røg ned i en blender, drevet af en motionscykel. Og en madmods-aktivitet, hvor eleverne kunne smage blandt andet havtorn, oliven, løg, melorme og ansjoser. Eleverne var overraskende modige til at prøve de forskellige ting.
– Formålet med madmotion-aktiviteterne i dag er, at eleverne får erfaring med at bruge deres kroppe på en sjov måde og lærer at producere sunde snacks ved hjælp af forskellige maskiner. Det handler også om, at klassen samarbejder om en opgave, der kan styrke fællesskabet”, fortæller Mette Bøgebjerg, der er foreningschef i Hello Kitchen.
Aktiviteterne er støttet af Børne- og Undervisningsministeriets pulje til sommeraktiviteter for børn og unge som følge af covid-19. Aktiviteterne har til formål at bidrage til at lukke nogle de faglige huller, der kan være opstået hos nogle børn og unge som følge af corona-nedlukningen samt at understøtte trivslen og sociale fællesskaber.
Folkenene bag foreningen Hello Kitchen var med til at starte Fars Køkkenskole op i Vallensbæk og arbejder nu med at udbrede madglæde, fællesskaber og sundhed i hele landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top