Glostrup bliver til Gåstrup
Gang-efterår-2018.jpg

Gangfotos fra gåhold i Kolding. Den 2. oktober 2018. Samtlige deltagere har underskrevet samtykkeerklæring.

GLOSTRUP. Flere får mulighed for at snøre skoene og nyde livet på en gåtur sammen med andre, når Bevæg dig for livet og Glostrup Kommune samarbejder om at få flere til at bevæge sig i fællesskaber

Med projektet Gåstrup er Glostrup Kommune en aktiv del af We Walk, en landsdækkende kampagne i uge 39 for gå-aktiviteter rundt om i hele landet.
I Glostrup er ambitionen, at der uddannes frivillige gå-værter, som efterfølgende opstarter nye gå-fællesskaber i lokalområdet og arrangerer gåture, som typisk foregår ugentligt. Et gå-fællesskab er åbent for alle, og de frivillige gå-værter kan komme fra foreningslivet eller være privatpersoner. Det er gratis at blive vært og at deltage i gåturene.
Gå-værterne får mulighed for at deltage på en inspirationsaften, hvor de hører om, hvordan de opstarter fællesskaberne og får tips til, hvordan de arrangerer turene.
De nye gå-fællesskaber kan for eksempel være interessefællesskaber for familier og hundeluftere i forskellige boligområder i kommunen eller noget helt andet. Gå-Værterne bestemmer selv tid, sted, varighed og længde, og turene henvender sig bredt til alle borgere med lyst til aktivitet i hverdagen.
– Der er et godt potentiale i at igangsætte nye gå-aktiviteter, som henvender sig til forskellige mennesker, siger Idrætskonsulent i Glostrup Kommune, Sidsel Vinther.
– Gåstrup er endnu en mulighed for at dyrke det gode fællesskab i Glostrup. Vi inddrager foreningslivet, fordi vi ved, at der findes virkelig gode og aktive kræfter, der kan understøtte projektet og have glæde af det på tværs af interesser. Gå-Værterne har frie hænder til at bære aktiviteterne derhen, hvor det giver mening for dem, så jeg glæder mig meget til at se, hvordan det hele udvikler sig i Glostrup – eller Gåstrup.

FAKTA
om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt. Bevæg dig for livet visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.
Der er inspirationsaften for alle, som er interesseret i at blive Gå-Vært torsdag 3. september 2020 kl. 17.30. Gå-aktiviteterne starter op i uge 39 og fortsætter i hele 2020 og 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top