Gerningsmand efterlyses efter voldtægtsforsøg
Kort-gerningsted-Broendbyoester-Station.jpg
Voldtægtsforsøget startede på stien op til Nygårds Plads. Foto: Københavns Vestegns Politi
BRØNDBY. Københavns Vestegns Politi efterlyser en yngre mand, som mistænkes for forsøg på voldtægt af en kvinde ved Brøndbyøster Station lørdag i forrige uge. Derudover efterlyses vidner eller andre med oplysninger i sagen

Lørdag aften den 8. august ved 22-tiden skete der et forsøg på voldtægt ved Brøndbyøster Station. Den forurettede kvinde var kort før ankommet til Brøndbyøster Station med tog.
Da hun gik ned gennem tunellen ved stationen og til højre mod Nygårds Plads, mødte hun en yngre mand af udenlandsk udseende, som tog kontakt til hende. Manden lagde kort efter en arm om kvindens hals og begyndte at kysse hende, imens han forsøgte at trække afsted med hende hen imod viadukten under Brøndbyøstervej. Kvinden blev opmærksom på to vidner, som hun piftede til, hvilket fik manden til at stikke af.
Gerningsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, 22-27 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår som var klippet kortere i siderne. Han havde skæg rundt om munden og var velsoigneret. Han talte gebrokkent engelsk, og var iført en sort jakke og sorte cowboybukser.
– Det er vores vurdering, at manden havde til hensigt at voldtage kvinde. Vi håber derfor meget på, at der er vidner der sidder inde med information om ham. Vi ved, at der var ganske mange mennesker i området på det tidspunkt, og dem håber vi at høre fra, hvis de har set noget, siger politikommissær Rikke Thestrup som leder Overgrebsgruppen ved Københavns Vestegns Politi.
Hvis du har oplysninger i sagen, så kan Københavns Vestegns Politi kontaktes hele døgnet på 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top