DUI-Glostrup genåbner med racerdag
DUI-1.jpg
Julie Larsen er ny formand for DUI-Glostrup. Foto: Jesper Clausson
GLOSTRUP. Efter næsten to års inaktivitet er børne- og familieorganisationen DUI-Leg og Virke atter tilstede i Glostrup, hvor de lørdag den 15. august havde indbudt til racerdag på Hvissinge Torv

Som følge af Folketingets sommerpakke, i forbindelse med Corona-epidemien, har DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd uddelt 3,7 millioner kroner til lokalforeninger i hele Danmark. Her var DUI-Glostrup heldige at modtage 15.000 til sommeraktiviteter til børn og unge.
– Vi er virkelige glade for, at DUF har givet os mulighed for at lave sjov og hygge med midler fra deres pulje, udtaler den nyvalgte formand Julie Larsen.
– Der er mange børn, blandt andet her i Hvissinge, som har godt af at samles i et fællesskab, hvor det er dem der sætter kursen – og det er dét vi laver i DUI.

Kørte racerbiler
DUI-Glostrup havde indkøbt 6 fjernstyrende racerbiler, med hjælp fra sommerpuljen, og bød børn og barnlige sjæle til at tage kontrol over de hurtigt kørende køretøjer. Flere af områdets børn udfordrede hinanden i sommersolen og kørte løb rundt om springvandet på torvet.
DUI-Glostrup håber at kunne gøre det til en fast aktivitet og opfordrer alle der har lyst til at mødes og race til at komme med.
– Vi vil meget gerne give børn, uanset baggrund eller økonomisk formåen, et godt liv og vi tror på, at gode fritidsbeskæftigelser med kammeratskab i fokus er vejen frem. Derfor håber vi at vi kan genetablere os i Glostrup og Hvissinge og gerne med mange forskellige aktiviteter, uddyber Julie Larsen.
DUI-Leg og Virke blev stiftet i 1905 og er en selvstændig, idébetonet børne- og familieorganisation, der bygger på arbejderbevægelsens værdier og grundholdninger. DUI-Leg og Virke arbejder som en uafhængig organisation med holdninger til både sundhed, miljø og ikke mindst børns rettigheder både i Danmark og ude i verden.
Da DUI-Glostrup havde generalforsamling den 6. juli kom der nye kræfter i bestyrelsen, der nu består af gode lokale folk. Valgt blev Jesper Weidick, Jesper Clausson, Torben Desler Madsen og Julie Larsen som formand. Med racerdagen i weekenden er afdelingen officielt tilbage i Glostrup igen og foreningens arbejde for og med børn og unge kan fortsætte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top