Burger King og nyt hotel på vej
Enscape_Zleep.jpg
BRØNDBY. Lige overfor Scandic bliver der bygget et hotel i Zleep Hotels-kæden med 133 værelser. Hotellet skal stå færdigt allerede i efteråret 2021 og i stue-etagen skal der ligge en Burger King

På adressen Roskildevej 547 i Brøndby åbner næste efterår et nyt hotel. Det er kæden Zleep Hotels, der åbner hotellet, der får navnet Zleep Hotel Glostrup, selvom det egentlig ligger på Brøndby-siden side af kommunegrænsen. I området ligger i forvejen A-hotels, Scandic og Glostrup Park Hotel.
Zleep Hotel Glostrup får 133 værelser fordelt på fire etager med et stort lounge- og morgenmadsområde i stueplan. Målgruppen vil især være erhvervsbesøgende, der skal hurtigt til og fra arbejde, der kan drage fordel af hotellets placering ved til- og frakørslen til Motorring 3.
– Zleep Hotel Glostrup bliver en fantastisk tilføjelse til vores hoteller på Københavns vestegn, og i stil med vores øvrige nye hoteller bliver det et moderne hotel. Vi oplever en meget stor efterspørgsel i området og med så god en beliggenhed på Roskildevej, vil det være attraktivt for både erhvervsgæster og turister at overnatte her, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Burger King i stuen
Ifølge pressemeddelelsen fra Zleep Hotels skal stueplan mod Roskildevej deles med en Burger King. Lokalplanen for området er lavet ud fra en forhåbning om, at der bliver bygget en s-togsstation ved Priorparken. Derfor er der blandt andet mulighed for restauranter i området.
Byggetilladelsen fra Brøndby Kommune nævner også en Burger King.
Folkebladet har spurgt Burger King Danmark til planerne for den nye placering, men de ønsker ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.

FAKTA om Zleep Hotels
Zleep Hotels er en del af Deutsche Hospitalitys brandfamilie. I dag består hotelkæden af 11 hoteller i Danmark og et i Sverige, og syv nye hotelprojekter er allerede offentliggjort. Målet er at drive 40 hoteller i 2025.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top