fbpx
Ude af pokalen med stort nederlag
pokal-6.jpg
Ejby IF 1968 kom indenfor skudafstand, men fik den aldrig over stregen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
SPORT. Ejby IF 1968 havde arrangeret en hyggelig aften på hjemmebane, men mens gæsterne hyggede sig med fadøl og pølser, blev spillerne sendt ud af pokalen med et uhyggeligt 0-9 nederlag

Der var lagt op til en rigtig god aften tirsdag i forrige uge på J-Tech Arena, som Ejby IF 1968 selv kalder hjemmebanen i Ejby. Denne sankthansaften skulle normalt have været fejret med bål og taler, men på grund af corona var det aflyst. Det er pokalturneringen derimod ikke, så Ejby IF 1968, der lige nu ligger i serie 2, tog imod Danmarksserieholdet Skjold Birkerød.

Ud over at Ejby IF 1968 selv havde gjort en del for at få folk til at komme på stadion denne aften, havde siden groundhopping.dk også skrevet om kampen. Siden er lavet for og af fodboldentusiaster, der forsøger at besøge så mange forskellige stadions som muligt. Blandt andet Morten Bruun har været med på bølgen med #herermitstadion på twitter.

– Der er fadølsanlæg, grill, musik og det seneste år er der både kommet måltavle og en overdækket terrasse, skrev groundhopping.dk om J-Tech Arena.

Samlet set betød promoveringen, at omkring 100 mennesker var mødt op på stadion denne dag. Ligesom andre steder var der derfor tegnet felter op, hvor op til 50 mennesker måtte opholde sig for at forebygge coronasmitte. De frivillige bag baren og grillen havde også rigeligt at se til.

Stor afklapsning

På grund af corona var dette den første betydende kamp for begge mandskaber i år. Det var dog hurtigt tydeligt, at der er tre rækkers forskel på de to mandskaber.

Gæsterne fra Skjold Birkerød var hurtigere og teknisk bedre end værterne fra Ejby. Især i 1. halvleg var de markant overlegne. Deres angribere havde indstillet sigtekoret indenfor målrammen, men udenfor Ejbymålmandens rækkevidde. Han måtte oftere hente bolde ud af eget net, end ud af buskene bag målet. Hele syv gange scorede gæsterne.

Anden halvleg blev en mere jævnbyrdig affære, hvor Ejby-spillerne var opsatte på at vise, at de var bedre end den store afklapsning, som de var på vej mod. Men gæsterne fra Skjold Birkerød stod godt defensivt, så det blev ikke til nogen Ejbymål, men derimod til to mål til udeholdet, der altså vandt kampen 9-0.
Efter kampen undskyldte holdet via klubbens Facebookprofil.

– Vi er selv enormt skuffede. En ting er, at vi møder et Danmarksseriehold, der er meget bedre, men vi skal selvfølgelig ikke falde sammen, som vi til tider gjorde i går, lød det i undskyldningen fra Ejby IF 1968.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top