fbpx
Tidligere sognepræst i Glostrup vil være biskop
Bispekandidat-1.jpg
Ulla Thorbjørn Hansen, der tidligere har været sognepræst i Glostrup Sogn, er nu en af fire kandidater ved bispevalget. Foto: Privat
GLOSTRUP. Ulla Thorbjørn Hansen, der fra 1998 til 2008 var sognepræst ved Glostrup Kirke, er en af fire kandidater ved det igangværende bispevalg

Helsingør Stift, der blandt andet dækker Glostrup, Brøndby og Vallensbæk, skal have ny biskop. Der er fire kandidater lige nu, og en af dem har et yderst indgående kendskab til netop Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Ulla Thorbjørn Hansen, fra 1998 til 2008 var sognepræst ved Glostrup Kirke, er nemlig kandidat.

– Medens jeg var sognepræst i Glostrup boede jeg i præstebolig på Sofielunden og var blandt andet initiativtager til Glostrup Gospel, som hører til i Østervangkirken. Jeg har boet mange forskellige steder i mit liv og Glostrup er faktisk det sted, hvor jeg indtil nu har boet længst tid. Jeg har indtil fornylig været aktiv master svømmer i Glostrup Svømmeklub og igennem flere år medlem af Vallensbæk Kano og Kajakklub, fortæller hun.

Bispevalget i Helsingør Stift blev udskrevet kort før sommerferien, da den tidligere biskop, Lise-Lotte Rebel stopper. Hun har haft posten siden 1995, og den kommende biskop bliver den kun fjerde i rækken, siden stiftet blev oprettet i 1961, så det er en sjælden begivenhed, at der er nyvalg.

På lokalt besøg

Biskopen i Helsingør Stift er en stor stilling indenfor folkekirken. Helsingør er Danmarks folkerigeste stift med over en million indbyggere, hvoraf cirka 75 procent er medlemmer af folkekirken. Biskoppen bliver øverste chef for 300 præster og 150 menighedsråd.

Det er netop menighedsrådene, der skal vælge den kommende biskop. Derfor er kandidaterne netop nu ude for at møde vælgerne.

– I søndags var jeg med til gudstjeneste i Helligtrekongers Kirke i Vallensbæk, hvorefter jeg præsenterede mig for de fremmødte menighedsrådsmedlemmer fra Glostrup provsti og Høje Tåstrup provsti, fortæller Ulla Thorbjørn Hansen.

Ud over at være lokalt kendt, er Ulla Thorbjørn Hansen også kendt som forfatter til bogen Dødsbud: om underretninger ved pludselige dødsfald, som hun har skrevet med udgangspunkt i sin erfaring som feltpræst. For nylig har hun også været med i et afsnit af DR1’s dokumentar serie: Min fars krig, hvor Hun Med baggrunden som feltpræst Talte Med Dorthe om hvordan voldsomme hændelser påvirker de involverede og deres nærmeste.

– Vi talte om tilgivelse og ondskab, og det blev en længere samtale, hvoraf et lille klip bliver vist i filmen, siger hun.

Bispevalget

Valget af ny biskop vil for første gang nogensinde være et elektronisk valg, hvor alle cirka 1550 menighedsrådsmedlemmer i Helsingør Stift kan stemme personligt på den kandidat, de gerne ser som den kommende biskop.

Valget finder sted fra den 22/9 til 13/10 og forinden vil der være en række valgmøder, hvor man kan møde alle fire kandidater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top