fbpx
Sådan ser det nye ældrecenter ud
Parken.jpg
Ældrecenteret bliver et lavt og smalt byggeri, der ifølge kommunen skal sikre, at det passer visuelt ind i omgivelserne. Grafik: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Ældrecenteret i Vesterled bliver opført som små bofællesskaber. Det lave byggeri skal ifølge kommunen sikre, at det nye ældrecenter passer ind i omgivelserne tæt på et parcelhuskvarter

Brøndby Kommune skal have et nyt ældrecenter i bydelen Vesterled, der forventes at være indflytningsklart i 2024.

Det nye ældrecenter, der skal erstatte Gildhøjhjemmet, kommer til at ligge i Vesterledparken. Nu har kommunen offentliggjort de første visualiseringer af det nye ældrecenter. De viser, at det nye ældrecenter kommer til at bestå af mindre bofællesskaber i et lavt og smalt byggeri, der ifølge kommunen skal sikre, at
det passer ind i omgivelserne tæt på et parcelhuskvarter.

– Vores nye ældrecenter skal både levere velfærd på et højt niveau og bidrage til en positiv og bæredygtig udvikling af Brøndby. Samtidig ligger det os meget på sinde, at byggeriet udformes i tæt dialog med de mange interessenter, siger Per Jensen (S), som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.

Omdiskuteret byggeri

Byggeriet af det nye ældrecenter i Vesterled har mødt en del kritik fra naboerne i Grundejerforeningen Vesterled, som føler, at det sidste grønne område i bydelen bliver ødelagt med det nye ældrecenter.

Samtidig mener grundejerforeningen ikke, at naboerne er blevet hørt. Kommunen mener derimod, at der i hele forløbet har været lagt vægt på en tæt dialog med naboerne i forbindelse med planlægningen af det nye ældrecenter.

Byggeriet forventes at gå i gang i slutningen af 2022 og kommer til at bestå af 152 boliger. Ifølge Per Jensen er det intentionen at at bygge bro mellem plejeboliger, naboer og den lokale daginstitution.

– Når der nu ligger en daginstitution i området, så er det oplagt at placere et legeområde ved ældrecenteret, så de ældre kan bliver en del af et livligt nærmiljø, selvom de måske ikke længere er så mobile, lyder det fra udvalgsformanden.

Ældrecentret bliver kommunens første DGNB-certificerede byggeri. DGNB er en af verdens førende bæredygtighedscertificeringsstandarder for bygninger og byområder. Det betyder, at certificereingen ikke blot baserer sig på, hvor miljømæssigt bæredygtigt byggeriet er, men også ser på bæredygtigheden i et socialt og økonomisk perspektiv.

Sådan kommer ældrecentret til at se ud fra luften. Grafik: Brøndby Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top