Kulturnatten aflyst
2019-10-26_at_20-41-18__DSC0736x.jpg
Sidste år havde spejderne pusterør, som en af aktiviteterne - det bliver der ikke noget af i år. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Der bliver ikke nogen kulturnat i 2020, da risikoen for corona-smitte vil være for stor, mener et flertal i kommunalbestyrelsen

På et ekstraordniært kommunalbestyrelsesmøde i slutningen af juni blev det vedtaget, at der ikke bliver nogen kulturnat i Glostrup i 2020. Den skulle have været afholdt den 24. oktober. Det var selvfølgelig den igangværende corona-pandemi, der fik politikerne til at aflyse.

– Det er med stor beklagelse, at jeg siger ja til at aflyse kulturnatten. Jeg havde håbet, vi kunne udskyde beslutningen lidt, men jeg kan også godt se, at jo længere hen vi kommer, jo flere penge risikere man at miste, sagde Pia Dahlin (DF), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Søren Enemark (S) påpegede, at med de restriktioner, der lige nu er gældende, ville det for eksempel ikke være muligt at lukke særligt mange mennesker ind i biografen til en koncert.

– Jeg tror ikke, at der er nogen, der er begejstrede for at aflyse kulturnatten. Sådan som betingelserne er, så kan jeg ikke se, at der bliver så store lempelser i restriktionerne, at det for de enkelte foreninger kan betale sig at lave en aktivitet, uden de får underskud. Jeg er glad for, at man aflyser i god tid, så vi ikke har været ude at bruge penge på noget, der ikke kan gennemføres, sagde han, der selv er frivillig i biografen.

Den meget populære udendørs aktivitet ved brandstationen troede han heller ikke så meget på.

– Jeg kan ikke forestille mig, at Hovedstadens Beredskab kan nå at spritte af mellem 700 mennesker, der skal op i en brandbil, sagde han.

Dan Kornbek Christiansen (K) stemte som den eneste imod aflysningen.

– Kulturnatten ligger først i efteråret, så jeg synes ikke det er det rigtigt, at Glostrup er foregangskommune for at lukke ned, i stedet for med små skridt at åbne op igen. Jeg stemmer imod, jeg mener godt man kunne udvikle nogle planer og få en kulturnat til at løbe af stablen. Måske ikke det vi kender, men der er meget, som ikke er, som det var før, sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top