Bøger til hængekøjen: Kærlighed
Jeg-ved-alt-om-kærlighed-scaled.jpg
GLOSTRUP. I denne uge: Klar til en sommerromance? Vi er kommet i det romantiske hjørne og leverer i denne uge anbefalinger spækket med stor kærlighed, hjertesorger og stormende forelskelse

Kærlighedsbøger for voksne

Anbefalet af: Nana Thejll Jakobsen

Haruki Murakami:
1Q84-trilogien

Klim. Oversat fra japansk af Mette Holm.
En anderledes kærlighedshistorie om Tengo og Aomame, som igennem et helt liv længes efter hinanden, selv om de kun har mødt hinanden ganske kort som børn. Det lyder umiddelbart ret klassisk, men vi kan ikke beskrive denne bog som andet end en anderledes kærlighedshistorie, fordi Tengo og Aomames liv er filtret ind i historien om en religiøs kult, mystiske væsener og idéen om en parallelverden til den verden, vi kender. En utrolig og fængslende historie, man kan slubre i sig, mens man holder ferie.

Julian Barnes:
Den eneste historie

Gyldendal. Oversat fra engelsk af Claus Bech.
En hjerteskærende historie om et umage par, Paul på 19 år og Susan på 48 år, som mødes og forelsker sig i 1960’erne i den lokale tennisklub. Forfatteren formår på fineste vis ikke at fordømme aldersforskellen mellem Paul og Susan, tværtimod redegør han for forelskelsens naturlighed, og så stiller han sin læser et ret interessant spørgsmål… Man kan i hvert fald ikke lægge denne roman fra sig, uden at være blevet lidt eftertænksom.

Hanya Yanagihara:
Et lille liv

Politikens Forlag. Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt.
En roman om kærlighed på mange forskellige niveauer: Mellem to partnere, kærligheden i et venskab og ikke mindst kærligheden til sig selv. Vi følger fire studiekammerater, som tager læseren på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Denne voldsomt rørende og uforglemmelige murstensroman giver nattesøvnen kamp til stregen, og den er simpelthen et must-read for dig, som knuselsker den gode fortælling.

Kærlighedsbøger for børn

Anbefalet af Gro Johanne Vase

Moni Nilsson-Brännström:
Siki og Lillemor

Oversat fra svensk af Katja Hein .
Siki bor alene med sin dejlige mor og er lige begyndt i skole. Her bliver han bedste venner med Per og forelsket i den søde Maria Grønvold. Alt i alt et dejligt liv, men alligevel mangler der noget: Siki har nemlig aldrig mødt sin far, som efter sigende
er blækspruttefisker i Grækenland. Fra cirka fem år.

Katrine Skovgaard:
Jeg ved alt om kærlighed

Carlsen.
Kan man blive populær på at have en blog, hvor man kan spørge til råds om alt inden for kærlighed? Det er Antons kusine, Klara, fast besluttet på, og Anton skal hjælpe hende! Det er lidt en udfordring, for Anton er mest den stille type. Fra cirka ni år.

Kristina Aamand:
Hjerte af pap

Carlsen.
13årige Sifs forældre er skilt, og hun kan ikke fordrage sin fars nye kæreste. Men det er ikke det eneste, hun har at tænke på. Hun er nemlig blevet vild med klassens nye dreng, men det er hun desværre ikke den eneste, der er… Fra cirka 11 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top