Udsigt til underskud på 12 millioner kroner
VALLENSBÆK. Særligt udgifterne til specialundervisning ser ud til at løbe løbsk med en overskridelse på næsten ti millioner kroner. Det handler først om at begrænse skaden, derefter om at finde besparelser andre steder, lyder det fra borgmesteren

Fortsætter udviklingen i forbruget, som det gik i de første tre måneder af i år, så vil de områder, som Ishøj Kommune varetager for Vallensbæk Kommune, komme til at koste 12 millioner kroner mere end forventet. Det fremgår af budgetopfølgningen, som kommunalbestyrelsen behandlede på sit møde onsdag aften. Det er især højere udgifter til specialundervisning på 9.855.000 kroner, der er skyld i den forventede overskridelse. I første omgang blev der ikke givet en tillægsbevilling fra kommunalbestyrelsen, men vedtaget, at forvaltningen skal gå i dialog med Ishøj Kommune om en drøftelse af kompenserende tiltag.
Ifølge borgmester Henrik Rasmussen (K) handler det først og fremmest om at få standset ulykken.
– Det er en forudsigelse. Når det er det, så er det vigtigt, at man sætter sig ned og kigger på, om der er noget man kan gøre for at forhindre, at sådan en stor udgift kommer. Vi beder vores administration om at finde ud af, om vi kan undgå den udvikling. Er der nogle tiltag, er der noget vi kan gøre, så udgiften ikke bliver så stor. Det er opgaven. Jo før man forebygger, desto mere kan man nå at afværge, og vi er allerede gået i gang, siger Henrik Rasmussen.
Det kan dog ende med, at andre områder end specialundervisningen må bidrage.
– I første omgang skal vi finde ud af, hvad det er, der udløser så mange ekstra udgifter, og så starter vi med at prøve at begrænse skaden. Er der nogen indenfor det, man kan gøre. Hvis det viser sig, at skaden bliver stor, så går næste fase i gang, hvor vi forsøger at finde ud af, hvor vi ellers kan finde kompensation, siger borgmesteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top