Tier er kommet til Glostrup
elløbehjul.jpg
Tier kan oftest findes på Banegårdspladsen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Mandag morgen blev de første løbehjul fra virksomheden Tier opstillet rundt omkring i Glostrup. Eksperimentet varer i et halvt år

Som vi tidligere har omtalt her i Folkebladet, har Glostrup Kommune indgået en aftale med løbehjulsvirksomheden Tier. Samarbejdet er en del af et EU-projekt, som skal undersøge mulighederne for alternative transportformer. Og det er netop den tanke, der er grundtanken i Tier.

– Vi er en ny løbehjulsudlejer med et udskifteligt batteri i løbehjulet. Vi er en ny virksomhed, der kun har eksisteret i to år, men vi er tilstede i 65 byer i 25 lande. København, Odense og nu Glostrup i Danmark. Vi arbejder med løbehjulet som last mile transport. Du tager løbehjulet hjemmefra eller fra arbejdet til togstationen og så toget videre. Vi vil gerne se færre biler i alle kommuner. Vi vil gerne have, at det bliver nemmere i hverdagen for mennesker, siger August Svedenstedt, der er City Manager Copenhagen i Tier.

Han glæder sig til at se, hvordan mennesker med bopæl og arbejde i Glostrup bruge løbehjulene.

– Jeg håber, at det her forsøg viser, at der også kan være et behov for elløbehjul i lidt mindre byer, så det bliver spændende, siger han.

Sikkerhed

Der var i forbindelse med vedtagelsen af forsøget en del debat om, hvorvidt elløbehjul er forsvarlige. Debatten har de selvfølgelig også fulgt i Tier.

– Man skal selvfølgelig følge reglerne, ligesom cykler gør. Sikkerhed er vores højeste prioritet i Tier. Det er et stort løbehjul, så det er et stabilt transportmiddel. Man skal ikke køre på fortovene, man skal give tegn og man skal passe på hinanden i trafikken, siger August Svedenstedt.

Han fortæller, at Tiers automatiske overvågning af løbehjulene viser deres præcise placering og hvorvidt de står op eller ligger ned. Det er altså planen, at deres support-medarbejder skal køre ud og rejse løbehjul, der ligger og spærre et fortov, op.

Allerede mandag aften havde Folkebladet dog modtaget de første billeder af løbehjul, der lå og spærrede et fortov.

Løbehjulene låses op med en app, hvor man også betaler. Prisen er ti kroner i startgebyr og to kroner per minut. Der er begrænsninger i tiden, man kan bruge løbehjulene og hvor man kan køre og parkere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top