Rettelse: Her er renoveringen af Nordvangskolen
Nordvang-2.jpg
De gamle gymnastiksale får lov at stå. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I sidste uge skrev vi, at der er afsat 13 millioner kroner til renovering af Nordvang­skolen. Det var dog ikke de korrekte renoveringsprojekter, vi havde omtalt. Her er de rigtige planer

Som Folkebladet skrev i sidste uge, så har kommunalbestyrelsen besluttet at bruge 13 millioner kroner til renovering af Nordvangskolen i år.
Det er blevet en mulighed, fordi regeringen på grund af corona-pandemien har fjernet loftet over kommunernes anlægsudgifter, som renoveringer hører med under. Vi skrev om en række renoveringer, som var dem administrationen havde foreslået. Politikerne vedtog en del ændringer, for eksempel er der ikke planer om at flytte Klub Granskoven. Her er en samlet liste over de ting, der skal laves.
På hele skolen skal opgange og gangarealer males og have renoveret gulvbelægningen. Der skal laves en let renovering af toiletter og af ødelagte lofter.
I Vestfløjen skal kvistene renoveres. På både Vestfløjen og Nordfløjen skal der skiftes flest mulige vinduer indenfor den økonomiske ramme. Det er ikke længere muligt at få reservedele til vinduerne, der er utætte og i så dårlig stand, at de nogle steder er skruet fast, så de ikke kan åbnes. Alle relevante vinduer skal udskiftes.

Gymnastiksale bliver
Der har tidligere været forslag om at rive de gamle gymnastiksale ned. Skolen fik for et par år siden en helt ny sportshal til erstatning for de gamle sale.
Forslaget var at bygge 10-12 nye klasselokaler, men med en udbygning af Ejbyskolen viser en prognose, at der ikke er behov for flere lokaler på Nordvangskolen. Gymnastiksalene får derfor lov at blive stående, de får udskiftet vinduer og døre, der laves en grundig rengøring og el- og vvs-installationerne efterses. Gymnastiksalene kan stadig bruges, men det vil ikke være muligt at komme i bad.
Madkundskabslokalet skal renoveres, så det lever op til nutidige krav.
Er der efter de ovenstående ting er lavet stadig penge til overs af de 13 millioner kroner, skal teatersalen og cykelstativerne renoveres.
Folkebladet beklager, at vi i sidste uge skrev de forkerte renoveringstiltag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top