fbpx
Passer på dit drikkevand
Martin-Børgesen_1_HOFOR.jpg
Martin Børgesen og hans kolleger fra Hofors vandforsyning kører rundt og reparerer brud på vandrørene som her på Hedegårds Allé i Brøndby. Foto: Hofor
BRØNDBY. Det er langt fra alle, der varetager deres arbejde bag skrivebordet på hjemmekontoret, mens corona-epidemien raser

Mens de fleste har arbejdet hjemmefra, har Hofors vandfolk været på farten ude på mennesketomme veje. Her har de sikret, at borgerne i Brøndby har haft vand i hanerne.
En af dem er Martin Børgesen, som er vandledningsinspektør og rykker blandt andet ud for at løfte dæksler og dreje ventiler, når et vandrør pludselig sprænger.
Forleden var Martin Børgesen forbi Hedegårds Allé i Vesterled for at lytte efter utætte vandrør. Han hørte dog ingen mistænkelige lyde, da han kontrollerede, om vandet flød stille og rolig gennem rørene nede i jorden.
– Hvis der er hul på et rør, kan du tydeligt høre, vandet pibler ud, og larmen fra en utæt brandhane buldrer løs en hel kilometer væk. Så handler det om at gribe hurtigt ind, hvis vi skal undgå vandspild og forurening af drikkevandet, forklarer Martin Børgesen
Han og kollegaerne har i stil med læger, sygeplejersker og andre, der varetager kritiske funktioner i samfundet, fået omverdenens opmærksomhed. Det lægger han dog ikke det store i.
– Jeg passer jo bare mit arbejde, siger Martin Børgesen.
Corona-situationen betyder dog, at arbejdet ikke helt er, som det plejer.
Myndighedernes retningslinjer skal overholdes, og det betyder, at der skal holdes afstand og sprittes af, ligesom de faste onsdagsmøder hjemme på basen på Islevbro Vandværk har været aflyst de sidste to måneder.
– Kontakten med kollegaerne er det, jeg savner allermest. Selvom jeg her bag i vagtbilen har installeret en hyggelig kontorplads med køleskab og sodavand og det hele, ville jeg da heller et smut forbi basen og drikke en kop kaffe. Det glæder jeg mig til, at vi engang igen får mulighed for, siger Martin Børgesen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top