Misforstået røverkøb: Stjal tøj for 7.000 kroner
2020-05-28_at_14-59-28_DSC_7966x.jpg

Foto: Robert Hendel

Politiet rykkede talstærkt ud, da en butikstyv blev tilbageholdt på Glostrup Torv. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Et ung mand blev torsdag eftermiddag taget med på politigården i Albertslund, efter at være løbet med adskillige varer fra en tøjbutik i Glostrup Shoppingcenter. Undervejs truede han en vagt, og gerningsmanden er derfor blevet sigtet for røveri

Torsdag eftermiddag kom en salgsassistent fra Tøjeksperten og en centervagt fra Glostrup Shoppingcenter ud på en ufrivillig løbetur. De jagtede en 27-årig mand, der havde forsøgt at stjæle varer for 7.000 kroner.

Gerningsmanden havde kort forinden vandret rundt i forretningen i omkring 25 minutter. Her havde han tilsyneladende misforstået, hvad det vil sige at gøre et kup, og tog lystigt for sig af butikkens varelager.

– Han går rundt og snakker, og har pludselig en masse varer i hænderne og en af vores trøjer på. Så går han ud af butikken, og der holdt vi ham tilbage, forklarer salgsassistent Marcus Fasting Nielsen, der var med til at holde den 27-årige tilbage sammen med centervagten.

Virkede påvirket

Ifølge de ansatte i butikken og to kunder, der overværede episoden, virkede den 27-årige mand tydeligt påvirket af euforiserende stoffer. Derfor kontaktede butikspersonalet vagten i Glostrup Shopping­center.

– Han udviste en mistænkelig adfærd og forsøgte at tale med os derinde, hvor han blandt andet beklagede sig over butikkens service, fortæller Sukru Cosan, der sammen med en kollega var på indkøbstur i Glostrup Shoppingcenter.

Vagten bad den 27-årige mand om at aflevere tøjet til personalet i butikken. Det nægtede den unge mand, og i stedet forsøgte han at stikke af. Han tog flugten ud ad en af de mindre udgange i indløbscentret, ned ad Jernbanevej og ud på Glostrup Torv – med centervagt og ansatte lige i hælene.

Tyven nåede dog ikke så langt, og han slipper derfor næppe for videre tiltale.

Truede vagten

Marcus Fasting Nielsen og centervagten fik stoppet den 27-årige butikstyv på parkeringspladsen på Glostrup Torv ud for LoppeLounge, hvor han var snublet.

– Jeg tror ikke, at han havde regnet med, at vi var så hurtigt efter ham, fortæller Marcus Fasting Nielsen, der ikke kan huske, hvornår han sidst har løbet så hurtigt.

Han og centervagten holdt den hurtigtløbende butiktyv tilbage, indtil politiet rykkede ud til stedet få minutter senere. Her fremsatte han blandt andet trusler mod vagten.

– Han sagde, at han havde en kniv og ville skære os op, forklarer Marcus Fasting Nielsen.

Den 27-årige mand bliver derfor ikke kun sigtet for ikke at kunne kende forskel på dit og mit. Manden, der i forvejen er kendt af politiet, kan på grund af truslerne se frem til en sigtelse for røveri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top