Kommunalbestyrelsesmøde næsten normalt
KB-møde.jpg
KB mødet var næsten normalt i onsdags. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Onsdag aften var der kommunalbestyrelsesmøde i Vallensbæk. Her var 12 af 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer tilbage i salen, men med kritik fra Dansk Folkeparti, der blev hjemme

De seneste to måneder har kommunalbestyrelsesmøderne i Vallensbæk ikke lignet sig selv. Der har nemlig kun været fire kommunalbestyrelsesmedlemmer tilstede i salen, mens resten har været med hjemmefra via Skype. Da der onsdag aften var møde igen, var tingene tættere på det normale. Her var der nemlig 12 af de 15 kommunalbestyrelsesmedlemmer til stede. Derudover var der i salen Havet, hvor møderne bliver holdt, fem kommunale medarbejdere og to journalister, så der i alt var 19 mennesker i salen. Det er flere end de 10, som var det gældende forsamlingsforbud under mødet. Politiske forsamlinger har dog hele tiden været undtaget, så der blev ikke brudt nogen love. Alligevel mente Kenneth Kristensen Berth (DF), at man havde forbrudt sig mod nogle moralske love.
– Jeg vil udtrykke min forundringer over, at vi nu ser et kommunalbestyrelsesmøde gennemført med så mange live deltagere. Jeg synes, det er vigtigt, at vi overholder det forsamlingsforbud, som stadig er i kraft. Jeg er klar over, at der er særlige regler for politiske forsamlinger. Jeg synes det er vigtigt, at vi som politikere er ansvarlige og sender de rigtige signaler. Og jeg synes, vi sender de forkerte signaler i dag, sagde han.
Han var sammen med Carina Kristensen Berth (DF) blevet hjemme, det samme var Erdal Colak (S).
Borgmester Henrik Rasmussen understregede, at det var frivilligt for kommunalbestyrelsesmedlemmerne, om de ville være med via Skype eller i salen.
– Alle har fået et frivilligt valg, om de vil være det ene eller det andet sted. Politiske møder er undtaget for forsamlingsforbuddet, det har de været fra starten af. I gør, hvad I gør, det respekterer vi, men vi holder mødet helt lovligt, sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top