Grundlovsdag i coronaens tegn
Geertsen-002.jpg
Fejringen af Grundlovsdag er aflyst. I Venstre i Brøndby har der været forskellige traditioner - senest holdt de et arrangement i Vallensbæk Havn. Skulle de have holdt et igen i år, ville Martin Gertsen have været blandt talerne. Folkebladet bringer derfor her, hvad han ville have sagt

Det ville være underligt, i en Grundlovstale anno 2020, ikke at forholde sig til corona. Faktisk er det vel nærmest en nødvendighed, fordi corona’en har medført ganske betydelige indskrænkninger i de frihedsrettigheder, som udgør selve rygraden i vores Grundlov. Ikke at Grundloven er blevet brudt, men den er blevet nævnt ganske mange gange i den politiske debat i de seneste måneder.

Det føles som meget langt tid siden. Men vi skal faktisk ikke længere tilbage end til midten af marts, hvor jeg, sammen med gode kolleger fra alle Folketingets partier, sad til møde i Folketingets Sundhedsudvalg og behandlede regeringens forslag til en hastelov i anledning af den truende covid-19-epidemi.

Mødet blev af hensyn til afstanden mellem os politikere, helt utraditionelt afholdt i Folketingets landstingssal. Og der var så sandelig også behov for højtidelige og respektskabende rammer, eftersom vi sad og behandlede den mest indgribende lovgivning siden 2. verdenskrig.

På det 12-14 timer lange møde i sundhedsudvalget besluttede vi blandt andet at give regeringen mulighed for at indskrænke forsamlingsfriheden, påbyde private virksomheder at lukke og en lang række andre indgribende tiltag. Baggrunden var frygten for, at det danske sundhedsvæsen skulle brase sammen under mængden af covid-19-patienter i lighed med, hvad vi havde set i Frankrig, Spanien og ikke mindst Italien.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg flere gange i løbet af det lange møde spekulerede over, om medicinen så at sige var for kraftig i forhold til diagnosen. At udstyre regeringen med en blankocheck til at indskrænke bevægelsesfriheden og påbyde private virksomheder at lukke er nemlig ikke og må aldrig blive en selvfølgelighed for en liberal politiker.

Ikke et kønt forløb

Heldigvis blev vores sundhedsvæsen ikke udfordret. Nærmest tværtimod oplever vi ledig kapacitet på sygehusene og alle mulige andre steder i sundhedsvæsenet. Vi er ikke i nærheden af den røde og ikke engang den grønne kurve, som Magnus Heunicke har turneret rundt med igennem de seneste måneders tid.

Og derfor er vi også i gang med at genåbne Danmark. Lige så glad jeg er for, at Danmark gradvist åbner igen, lige så lidt begejstret er jeg for den måde, som regeringen har tilrettelagt genåbningen på.

Den har nemlig været helt gal med håndteringen af danskernes frihedsrettigheder. Først piller man over en nat friheden fra erhvervsliv, kulturliv, uddannelser og mange andre dele af Danmark. Da virksomheder, institutioner og danskerne i al almindelighed så skal have deres frihed igen, ja så skal de stille sig op på rad og række og konkurrere om, hvem der – sagt lidt firkantet – kan gøre sig kønnest over for Statsministeren. De fleste kan sikkert huske, at medierne har flydt over med eksempler på repræsentanter for forskellige dele af Danmark, som har sloges for, at det netop burde være deres tur til at åbne som de næste. Det har, helt ærligt, ikke været et særlig kønt forløb. Bevisbyrden har desværre været vendt om, så virksomheder, kulturinstitutioner, skoler og meget andet har skullet argumentere for, hvorfor de skulle have lov til at åbne i stedet for, at Statsministeren og regeringen har skullet argumentere for, hvorfor de ikke måtte åbne.

Jeg synes, at det havde været mere rimeligt overfor Danmark og danskerne at sige, at nu åbner vi i princippet alt med mindre, at regeringen kan finde nogle sundhedsfaglige argumenter for, at noget ikke bør åbne.

På den måde havde der været orden i bevisbyrden. Den burde nemlig have ligget på den regering, som selv har indskrænket friheden og ikke på den sagesløse befolkning, som jo hverken har kunnet gøre fra eller til i denne krise.

Nuvel. Jeg håber på, at resten af Danmark snart kan åbne igen, så vi kan få vores gamle og måske endda et endnu bedre Danmark igen.
God Grundlovsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top