Glostrups gave til Dronningen kommer fra Vestervangsskolen
Vestervang-1-2.jpg
Dette maleri bliver givet til dronningen i fødselsdagsgave fra Glostrup. Foto: Maleri: Giovanna
GLOSTRUP. Den 16. april fyldte Dronning Margrethe II 80 år. Dette års gave fra Danmarks kommuner er billeder malet af tredjeklasser fra landets skoler. Kommunalbestyrelsen i Glostrup har ved afstemning besluttet hvilken skoleafdelings billede, der skulle være Glostrups bidrag. Det blev Vestervangskolen, der løb med sejren

Tredjeklasserne på Glostrup Skole har siden februar været i gang med at male deres fortolkning af de to temaer ”Dronning Margrethe II” og ”et vartegn i min kommune”. Det var opgavestillingen fra Kommunernes Landsforening til Danmarks tredjeklasser i forbindelse med kommunernes gave til Dronning Margrethe II 80-års fødselsdag i april måned.

Kun ét billede fra hver kommune kunne medtages i gaven. På Glostrup Skole har afdelingerne derfor afleveret hvert deres bud på bidraget til gaven. Billederne blev derefter lagt ud til medlemmerne af Glostrups kommunalbestyrelse, der har stemt individuelt på hver deres favorit. Det var Vestervangskolen, der høstede flest stemmer.

– Det var ikke nemt at vælge mellem billederne, siger borgmester John Engelhardt om at skulle afgive sin stemme til valget af billedet.

– Jeg kan se, at alle børnene har gjort rigtig meget ud af arbejdet med billederne, og de repræsenterer hver deres stil og kunstneriske udtryk. Jeg er stolt af, at Glostrup kan bidrage til dronningens gave med sådan et flot resultat. Stort tillykke til 3.x på Vestervangskolen.

Mange gode malerier

Alle elever i tredjeklasserne har malet hvert deres bud på bidraget til gaven. Derefter er et af billederne blevet udvalgt til at deltage i kommunalbestyrelsens afstemning. Billedkunstlærer Andreas Kistrup har været tovholder på Vestervangskolens projekt:

– Det har været utroligt interessant og spændende at guide eleverne igennem denne her proces. Jeg er ikke kun stolt af det udvalgte billede, men også af alle de andre fantastiske portrætter, mine elever har lavet.

Billedet der blev valgt ud i 3.x på Vestervangskolen er tegnet af Giovanna, som var glad og meget overrasket over, at det var lige hendes billede, der blev valgt og altså nu skal overrækkes til Dronningen.

Gaveoverrækkelsen finder sted den 16. juni 2020 på Christiansborg Slot, hvor 98 malerier vises for Dronningen. To repræsentanter for tredjeklasserne i hver region har fået mulighed for at deltage ved gaveoverrækkelsen. I Hovedstadsregionen er det Gribskov Kommune, der har vundet lodtrækningen om at deltage. 3.x på Vestervangsskolen, som har leveret Glostrups bidrag, får en samlet biograftur i Glostrup Bio.

TV2 sender live fra gaveoverrækkelsen klokken 10.00-12.00 den 16. juni. Hele Danmark kan se med direkte, når Dronningen modtager malerierne. Under arrangementet vil de indbudte børn sammen med Sigurd Barrett synge sangen ”Danmark gennem 1000 år”. Det vil komme til at foregå som en fællessang, så alle der ser med på tv kan få en fornemmelse af at være med til at synge for Dronningen.

Andreas Kistrup overraskede Giovanna med, at det var hendes maleri, der var blevet valgt. Foto: Lotte Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top