fbpx
Endelig: Friluftsbad åbner igen
Friluftsbadet-2020_det-store-bassin2.jpg
Nu kan du igen hoppe ud fra den klassiske V-vippe i Vestbad. Foto: Vestbad (pressefoto)
BRØNDBY. Det historiske friluftsbad i Vestbad åbner i denne uge efter en omfattende renovering, der har ført den historiske attraktion tilbage til sin oprindelige stand, men med tidssvarende teknik

Nu behøver du ikke vente meget længere, hvis du vil hoppe i vandet i det historiske friluftsbad i Vestbad.

Byggeriet, der har skullet genskabe det historiske friluftsbad har været forsinket flere gange, men nu er der sat en dato på genåbningen.
Fredag den 19. juni åbner friluftsbadet igen, og det vil formentlig vække gensynsglæde hos nogen af de mange tusinde mennesker, der gennem tiden har brugt somrene i Vestbad.

– Efter de seneste måneder med corona og nedlukning skal vi have det normale liv tilbage. Vi har brug for en sommer med gode og glade oplevelser. Det giver friluftsbadet mulighed for. Det er blevet virkelig flot, og jeg håber, at der er rigtigt mange borgere, der får glæde af det, siger borgmester i Rødovre Kommune Britt Jensen (S).

Vestbad er ejet af Rødovre og Brøndby Kommune og ligger lige på kommunegrænsen. Det åbnede tilbage i 1958 som et udendørs svømmeanlæg, men blev i 1970 udvidet med svømmehal og fitnesscenter. Gennem årene er friluftsbadet blevet slidt, og vandbehandlingsanlægget havde svært ved at leve op til tidens krav. Med totalrenoveringen er friluftsbadet blevet ført tilbage til sin oprindelige stand med moderne teknik.

– Det er blevet et fantastisk sted, vi har fået tilbage lige her i vores baghave, der giver plads til morskab, plads til oplevelser og plads til fællesskab, siger Kent Max Magelund (S), der er borgmester i Brøndby og næstformand i Vestbad.

Besøgsbegrænsning

Tiltagene for at begrænse corona-smittefaren i samfundet betyder, at der er en øvre grænse for, hvor mange personer, der samtidigt må besøge friluftsbadet. Det gælder også for benyttelsen af de enkelte bassiner.

– Vi gør alt, hvad vi kan for, at det skal være trygt og sikkert at besøge Vestbad. Derfor kan der også være risiko for kø, fordi vi følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Vi har forberedt os godt, og vi glæder os så meget til at åbne og give vores gæster sommeroplevelser, som de vil huske resten af året, siger den daglige leder af Vestbad Ulrik Gjerstrup-Olsen.

Fra på fredag den 19. juni holder friluftsbadet åbent alle dage i tidsrummet 9-17. I den efterfølgende weekend er der planlagt en række underholdende aktiviteter, der blandt andet tæller udspringskonkurrencer, zumba og poolparty med DJ.

– Friluftsbadet har været et yndet udflugtsmål for tusindvis af familier i vores lokalområde. Personligt har jeg ligesom mange andre så mange gode minder fra det sted, at jeg næsten ikke kan vente med igen at tage det i brug. Og det ved jeg, at vores børn, unge og voksne i den grad også glæder sig til, siger Kent Magelund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top